Maigret og de stædige vidner (Maigret LIII) - Georges Simenon

• Fransk
• 30.-31. marts
• 192 sider
• Originaltitel: Maigret et les témoins récalcitrants

Maigret er nu - igen - to år fra sin pension; men denne gang er det vel den reelle pensionsalder, og ikke som i de langt tidligere romaner, hvor han frivilligt trak sig tilbage. Der kom han jo dog tilbage - men denne gang begynder han at fornemme melankolien ved at skulle forlade sit job. Samtidig er hans gamle "fjende", dommeren, gået på pension og han skal nu samarbejde med en ny ung dommer.

Denne er overbevist om, at politikommissærer blot skal anholde - mens dommeren selv skal forestå afhøringerne.

Ikke nok med det så er mordsagen rent ud sagt besværlig. En mand er fundet myrdet i sit soveværelse; hele familien påstår, at det er et indbrud, og der mangler en pung. Problemet er dog, at hele familien er ludfattige på trods af en glorværdig fortid som bedsteborgere og småkagefabrikanter. Maigret kan selvfølgelig huske netop de småkager - men nu er fabrikken i fare for at lukke.

Så hvem ville bryde ind for at stjæle noget fra nogen, der intet har? Og hvorfor har ingen af de seks andre personer i huset hørt et skud gå af?

Maigret tror selvsagt ikke på den historie, men han kan ikke rigtigt komme til at forhøre som han plejer på grund af den nye unge dommer. Men han går da bare sine egne veje; og det afslører en del triste historier om en familie, der levede højt på fortiden og brugte en svigerdatter til at fylde hullerne af gæld. Hun var blevet særligt udvalgt på grund af sin formue - men der var jo ikke tale om kærlighed.

Den møder hun til gengæld i en nydelig mand hun møder ved et tilfælde på en tesalon - og efter noget tid vil hun skilles. Det bliver fatalt for familien, for så forsvinder pengene jo også. Hendes svoger vil dræbe hende, så familien får arven - men hun dræber derimod ham i selvforsvar. Og derefter slutter de sig sammen for at dække over forbrydelsen.

Desværre viser det sig, at den dejlige mand nok var lidt af en golddigger - for han havde samtidig et forhold til familiens søster, som de ingen kontakt havde til. Men hun vidste jo, at svigerinden var redningsplanken og havde talt om hende. Det gav kæresten lidt for gode idéer; og Maigret kommer dermed til at ødelægge den illusion for den unge kvinde.

Det er en ærgerlig og sørgmodig fortælling om familiehemmeligheder; den mindede om en af de tidligere historier - men hvilken er efterhånden lidt svært at vide, når man er nået til nummer 53!

Le ciel de la Chapelle Sixtine - Leon Morell

• Fransk
• 23.-29. marts
• 624 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg er dybt fascineret af Michelangelos liv og kunst; det er lige præcis den periode, der interesserer mig mest i renæssancen. Jeg har derfor også læst flere bøger om Michelangelo - både romaner og biografier, som fx denne lille fine roman om hans besøg i Konstantinopel. Den mest imponerende må dog være Stones mammutbiografi om kunstneren, som jeg varmt kan anbefale - men også denne roman, som tidsmæssigt foregår i begyndelsen af det 16. århundrede, da paven har givet ham opgaven med at bygge hans mausoleum - og altså inden paven ombestemte sig, og i stedet bad ham udsmykke loftet i det Sixtinske Kapel.

Historien her begynder i 1495, da den lille Aurelio møder Michelangelo i en kirke, hvor drengen beundrer en statue af en engel. Michelangloe udpeger statuens svagheder for drengen, og fortæller, at han har lavet den.

År senere, da krigen har ødelagt hans hjem og soldaterne voldtaget og dræbt hans mor, drager han mod Rom for at finde Michelangelo og blive kunstner, Det er selvfølgelig en lidt fjollet introduktion; men Morell bruger Aurelio som sin observatør af Michelangelo. Aurelio fortæller om sine år sammen med Michelangelo og hans oplevelse af det dekadente Rom på denne tid, hvor paver havde børn allevegne og gerne en kønssygdom oveni.

Michelangelo var jo som bekendt ikke vild med opgaven; han ville lave marmorskulpturer, og havde ingen erfaring med freskomalerier - men det var paven sådan set fuldstændig ligeglad med. Det bliver derfor en sej kamp både teknisk og kunstnerisk, da udfordringen med det hvælvede loft blandt andet er at få figurerne til at se "flade" ud, når de ses nedefra.

Det er også alment kendt, at Michelangelo gjorde som det passede ham. Han havde helt klare retningslinjer fra paven og dennes religiøse rådgiver; der var helt bestemte figurer, der skulle optræde i malerierne. Men Michelangelo lavede sine helt egne tegninger, og holdt det skjult for paven i to år inden første halvdel af loftet blev afsløret - og paven fik et chok. Der overvejede man, at give opgaven for resten af loftet til Raphael - Michelangelos ærkefjende (blandt en del andre som fx da Vinci). Heldigvis blev det Michelangelo, og vi kan derfor i dag 500 år senere stadig nyde de fantastiske malerier hvoraf Gud og Adams hånd vel nok er det mest emblematiske.

Men der er mange andre fantastiske dele i det maleri, og i bogen beskrives det glimrende - men uden billeder jo; så jeg havde mine opslagsværker ved hånden undervejs for virkelig at få fuld udbytte af læsningen.

Rundt om historien om loftet er dagligdagen i Rom; Aurelios kærlighedsliv med kurtisanen Margharita og pavens elskerinde, som holdes skjult i en lejlighed i Vatikanet. Netop denne del er ikke verificeret, men giver en glimrende baggrund for at nuancere netop Michelangelos seksualitet. I dag vil man nok uden tvivl sige, at han var homoseksuel - men der er ingen registrerede oplysninger om forhold, som det var tilfældet for Caravaggio. Michelangelo var nemlig samtidig dybt kristen, og lod sig aldrig friste ud over de grænser, som Kirken satte. 

Dog fornemmer man hans forelskelse i den unge smukke Aurelio - og der er vel heller ingen tvivl om, at de mange nøgne mænd i hans malerier afspejler denne seksualitet,

Bogen foregår i de fire år det tog at male loftet - 1508-1512; inden Aurelio forlader Rom og Michelangelo og rejser hjem til familiens gård.

Det er en fantastisk roman med masser af informationer til kunstelskere - til alle andre vil det nok være kedsommeligt.

Maigret aner uråd (Maigret LII) - Georges Simenon

• Fransk
• 21.-22. marts
• 191 sider
• Originaltitel: Les scrupules de Maigret

Efter et lidt mere traditionelt mord, er Maigret - eller Simenon - tilbage i en af de anderledes konstruktioner i sin serie.

En morgen får han besøg af en mand, Marton, som er specialist i modeljernbaner. Han bygger de smukkeste opsætninger til byens juleudstillinger - men er også en pint sjæl. Han mener, at hans kone vil af med ham - nærmere sagt vil hun forgifte ham. Han har selv opsøgt en psykiater for at få vished om sin egen sindstilstand; men han er ikke psykisk syg.

Maigret tager det ikke helt alvorligt; han er optaget af Madame Maigret, som har lidt helbredsproblemer og skal tabe sig. Han begynder at mærke, at de ikke er helt unge - og det tynger ham. Da han forlader kontoret undervejs, ser manden sit snit til at gå. Men intet holder ham jo tilbage - han kom selv, og der er ingen anklager imod ham.

Senere på dagen kommer Martons kone; og hun siger det samme - at hendes mand vil af med hende. At hun ved, at han har været hos lægen .... en meget atypisk situation for vores Maigret.

Der er intet mord; men Maigret vil ikke have det på sin samvittighed, at der sker ét, og han havde anet uråd! Stort set hele bogen handler om dette; at forudse, hvornår det går galt for Maigret føler helt tydeligt, at situationen er spidset til. Han forhører sig, og finder også en 'partner' til hver af de implicerede. Manden er forelsket i sin svigerinde, og konen i sin arbejdsgiver.

Martons plan var simpel - han ville dræbe sin kone med en revolver lige så snart han følte giften i sin krop. Det ender også med hans død; helt i slutningen af bogen - og med en ganske overraskende slutning. Svigerinden vil af med søsteren, og Marton vil fremprovokere den situation, hvor han kan tage revolveren i brug. Søsteren putter gift i én tekop, og Marton en meget mindre dose i en anden - den ene ved ikke, hvad den anden gør. Men Marton ville bare lige have nok til at bruge det som selvforsvar i en retssag.

Kopperne har deres helt sædvanlige plads på aftenbakken; men den mest klarsynede i hele historien er vel konen, der drejer bakken. Hun får således mandens kop med lidt gift i - og er meget syg hele natten. Men manden får den dødelige dosis - af sin svigerinde, og ikke af konen ...

Maigret på rejse (Maigret LI) - Georges Simenon

• Fransk
• 18.-20. marts
• 187 sider
• Originaltitel: Maigret voyage

Jeg holder lidt læsepauser indimellem i år; men jeg nyder så de stunder, hvor der igen er lidt tid til at læse - de bliver sjældnere og sjældnere desværre.

Således tog det mig også hele tre dage at komme igennem den lille Maigret-krimi. Øv! Men sådan er det altså lige nu.

Maigret møder stille ind på kontoret til en helt almindelig dag; hans ansatte fortæller ham ikke, at der har været et selvmordsforsøg på George V - stadig et af Paris' smukkeste og dyreste hoteller. Da personen var udenfor livsfare, mente betjenten ikke, at det var nødvendigt. 

Men det bliver det pludselig op ad formiddagen, da en engelsk millardær finder myrdet i sit badekar på selvsamme hotel. Nu er den unge kvinde pludselig forsvundet fra hospitalet, og Maigret tager afsted for at finde hende. I første omgang til Nice - blot for at skynde sig videre til Lausanne. Nu er hun ude af Frankrig, og det franske politis jurisdiktion - og Maigret må håbe på hendes samarbejdsvilje. Han tager efter hende næste morgen - stadig kun i det tøj han havde på sig morgenen inden i Paris.

Samme eftermiddag tager han tilbage til Paris; men den unge kvinde tager toget - Maigret magter ikke rigtigt at rejse sammen med hende. Aftenen og natten bruger han på at vandre rundt i hotellets gange, og inden natten er omme, har han opklaret sit mysterie og kan tage hjem til sig selv efter 48 interessante timer.

Det er en relativ nem opklaring; det interessante i denne krimi er Maigrets observationer af den verden, han ser indefra. De meget meget rige, som dengang udelukkende levede på luksushoteller. De flyttede rundt fra London til Paris til Genève til Lausanne til Biarritz og så videre. De bærer aldrig selv en kuffert, og deres værelser (eller suiter) er nærmest reserveret til dem permanent, så de fungerer som ekstra hjem.

Maigret undrer sig over denne verden. Hvordan kvinderne gifter sig med de ældre mænd for økonomisk sikkerhed. Hvordan de ældre mænd gifter sig med de unge kvinder for at have et kønt vedhæng, og slet ikke nødvendigvis for sex. Han ser dog også, hvor lidt der skal til for at få dem ud af kurs. Når hele den verden, de kender, pludselig ændres og de bliver forhørt som almindeligt kriminelle - så krakelerer facaden!

Der er rigeligt af den dejlige Maigret-sarkasme, og ligeledes et skønt tidsbillede af den efterkrigstid, hvor pengene flød ligt rigeligt. En verden, der ikke længere findes!

M Train - Patti Smith

• Engelsk
• 12.-16. marts
• 288 sider
• Dansk titel: M Train

Det går desværre lidt sløvt med læsningen i år, synes jeg! I sidste uge var der et par dages forretningsrejse - og der blev ikke læst en eneste side. Næste uge er jeg på påskeferie i det sydlige Italien; så der håber jeg der bliver tid til hyggelæsning .... men efter byvandring hele dagen, er det heller ikke altid en garanti.

Og det var slet ikke fordi det var en skidt bog. Tværtimod!

Jeg læste Patti Smiths bog om Mapplethorpe sidste sommer; og den handlede jo selvfølgelig om meget andet også - blandt andet hendes musik, som jeg ikke kender. Men jeg kunne lide hendes måde at arbejde med ord på. Hun er selvfølgelig lyriker som sangskriver - men hun kan bestemt også noget med dem, når det handler om at få dem ned på et stykke papir.

Hun er et fascinerende menneske, der lever lidt i en drømmeverden. Om morgenen står hun op for at gå ned til sin stamcafé, hvor hun sidder i timevis og drikker kaffe. Ikke noget fancy kaffe à la Starbucks - helt almindelig god stærk kaffe; og vist en masse af det. Hun sidder og observerer, tænker og skriver.

Hun skriver om at flytte sig - som toget i titlen antyder; de bevægelser livet nødvendigvis medfører, når man mister en mand eller en bror eller en forælder. Eller den bevægelse, der er i at have små børn, der vokser op og selv får børn. Hun har nogle punkter, som binder hende til et minde - det kan være et digt, en bog, en stol, en frakke ... de er alle hendes leitmotiv, som giver anledning til at dykke ned i den følelse.

Hun refererer meget til de bøger, som betyder alverden for hende og der skrev hun noget, som jeg virkelig kan relatere til. Hun beskriver, hvordan hun kan være helt opslugt af en bog, og et år efter nærmest ikke kan erindre, hvad den handler om. Den følelse kender jeg. Ikke fra alle bøger; men nogle kan være så intense, at man er i dem - og så flytter man virkelig ud af dem igen, når de er læst.

Det er derfor svært - eller umuligt - at sige, hvad den handler om. Det er æterisk og vidunderligt - og så er ordene suppleret med hendes dejlige sort-hvide fotografier, som hun stadig tager med sit gamle Polaroid-kamera. Det var lige sådan en bog, jeg ville have fordybet mig helt og aldeles i. for hendes magiske behandling af ord er virkelig vanedannende. Meget anderledes end Just Kids, og der er heldigvis flere fra hendes hånd. Musikken kommer jeg til gengæld stadig ikke til at høre!

Tant que les arbres s'enracineront dans la terre - Alain Mabanckou

• Fransk
• 11. marts
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Så længe træerne slår rødder i jorden ....

Og så længe jeg holder mig til mine faste klassikere, så er læsning en fantastisk ting! 

Min sidste Mabanckou-bog var i efteråret, hvor han var ude i en analyse af fransksproget litteratur, og det var en fryd for sjælen.

Denne gang er han poetisk; det er nemlig en samling af flere tidligere små digtsamlinger udgivet gennem årene, men samlet under den lange kryptiske titel, der refererer til hans hjemland Congo.

Første del skrev i 1995 han umiddelbart efter at have fået beskeden om sin mors død derhjemme; hans mor, som hverken kunne læse eller skrive, men som havde givet ham kærligheden til landet igennem dets sagne og eventyr om de sjæle, der lever videre. Den afrikanske tro er, at vi har vores pendant i et dyr - eller måske et træ eller en plante. Men intet er dødt.

Anden del skrev han i 1997, da landet igen var midt i en blodig borgerkrig, som ødelagde netop den natur - hvormed de jo dræbte langt mere end de kroppe, gaderne var bestrøede med. For de dræbte for anden gang de sjæle, der boede i de træer, der faldt eller de dyr, der omkom. Den del hed meget passende Træerne græder også. 

Efter krigen er det tid til igen at se frem og håbe på bedre tider; det gør han med samlingen Når hanen galer for at bebude en ny dag, som udkom i 1999. Der er lidt optimisme i ordene, men også tristhed over det, der synes at være en gentagelig skæbne for Afrika.

Derefter følger en mindre del tilegnet hans søn Boris; det kan vel nærmest betegnes som gode råd fra far til søn - men i digtform. Det var en meget smuk tekst; og ethvert barn ville da elske at en forælder nedskrev deres råd til dem på denne måde.

Han afslutter denne samling med en mere reel tekst om hjemlandet - blandt andet om hans møder med landsmænd, som bebrejder ham ikke at skrive mere om Congo, men at være i lommerne på den hvide mand. Det synes jeg er en mystisk påstand, hvis man har læst hans værker?

De omhandler jo faktisk alle hans kultur - selvom flere af de senere romaner foregår i fx Paris, og ikke i Afrika som de tidlige. Men han skriver på fransk, og bor i henholdsvis USA og Frankrig. Han har sagt, at han ikke tit tager tilbage. Han berører netop det i én af sine erindringsbøger, hvor han mere end ti år efter præsenteres for en regning for moderens begravelse - udfra devisen, at alle, der bor i Vesten jo svømmer i penge!

Så han skriver om sit land, som han også elsker højt - men han kan også sagtens tage det ironiske blik i sin betragtning lidt på afstand. Netop det gør han i denne sidste del, hvor det ikke er rendyrket poesi men snarere korte betragtninger om og af landet. Virkningsfuldt og stærk litteratur som altid.

Man fornemmer dog også klart en udvikling i hans litteratur fra de tidlige satiriske romaner over erindringerne til de nu langt mere reflekterende værker. Det er muligvis ikke den samme læsergruppe - men jeg er altså evig fan uanset emnet og stilen! Det var jo så kun ren bonus at læse den hele søndagen inden jeg satte mig til at se Liberty-serien.

The King's Concubine - Anne O'Brien

• Engelsk
• 6.-10. marts
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Den udgave, jeg købte, sagde på forsiden, at det var endnu bedre end Philippa Gregory - som jo er kendt for sine historiske engelske romaner. Jeg mente at have læst nogle af hendes romaner; men kan ikke finde dem på bloggen, så måske har jeg blot overvejet det. Jeg kan jo godt lide historiske biografier, og derfor er mange af dem, jeg læser også i den lidt tungere non-fiktive klasse.

Men nu skulle der gang i læselysten igen, og så måtte der noget til, der virkelig interesserer mig.

Denne roman handler om Alice Perrers; efterladt barn opvokset i et nonnekloster, som giftes til en langt ældre mand, der dog ikke vil røre hende. Efter hans død vender hun tilbage til klosteret, hvor intet mindre end den engelske dronning, Philippa, får øje på hende og tager hende i sin tjeneste.

Det er ikke kun for at være hofdame; dronningen smider hende nemlig nærmest i armene på kongen, Edward III, da hun selv er for syg til at udføre sine hustruelige pligter. At være konkubine er jo et lokkende job - adgang til uanede mængder smykker, penge og land, som er Alices store besættelse.

Hun var efter sigende slet ikke smuk; men hun må have haft ben i næsen, for hun investerede alt hun kunne i land og fast ejendom. Det var ret usædvanligt i midten af det 14. århundrede. Og i øvrigt er det aldrig en nem tjans at være kongens elskerinde. Dronningen vidste det jo - men ingen andre vidste, at dronningen vidste det! 

Eller ... det er der jo mange meninger om, som man blot kan se ved at gennemlæse hendes biografi på Wikipedia. For man ved jo ikke meget om, hvordan det startede. Man ved en hel del mere om de retssager, der blev kørt mod hende, da Kongen var død og hendes fjender ville have hende ned med nakken. Det var til dels dokumenteret i modsætning til de bløde ting som forholdet til kongen.

Derfor er det jo, som det tit er med den slags romaner, meget forfatterens fortolkning af personen. Jeg synes ikke, at det lykkes her? De få ting jeg kan læse om Alice Perrers andetsteds giver et meget modsatrettet billede. Desuden er der fejl i årstal og aldre, der slet ikke passer sammen i forholdet til andre menneskers. Og endelig er der vist ingen tvivl om at Anne O'Brien godt kan lide Borte med Blæsten; mere end en gang er scenerne som taget direkte ud af en scene mellem Scarlett og Rhett!

Som sagt har jeg ikke læst Philippa Gregory (selvom jeg nu mener det) - men jeg mener, at det er på et lidt højere niveau. Muligvis er O'Brien bedre, hvis man vil have endnu mere sødsuppe og violiner? Men hvis man vil have historisk læsning med bare et strejf af troværdighed, er det ikke her man skal lede.

Cosmicomics - Italo Calvino

• Fransk
• 23. februar - 5. marts
• 544 sider
• Dansk titel: Delvist De kosmikomiske historier

Jeg fik lige pludselig en komplet læseblokering. Det er ikke sket i årevis, og det var meget mystisk for mig. Jeg tog den ene bog efter den anden i hænderne, og intet af det gav mening. Jeg nåede tre linjer hver gang, og måtte så give op.

Det var der flere årsager til!

Det var lat for vanvittigt koldt for det første; det betød overflod af mennesker i metroen, så mine hellige læsestunder der var ødelagt. Og i øvrigt frøs jeg så meget om aftenen, at jeg bare ville hygge mig under et tæppe på sofaen.

Dernæst er der en person meget tæt på mit hjerte, som er døende. Det er ikke brutalt, når man har levet et langt og smukt liv - men det er trist, når det ender i smerte og sørgmodighed. Det tager voldsomt meget af min energi at mentalt være et andet sted samtidig.

Så jeg endte med at kæmpe mig igennem Calvinos lille mesterværk af overnaturlige historier.

Jeg har tidligere læst Calvinos trilogi Vores forfædre; intet mindre end genialt - og de står soleklart i min erindring her otte år senere. Det var en kæmpe opdagelse for mig at stifte bekendtskab med denne "skøre" italienske forfatter. Læs dem endelig!!!

Cosmicomics er en helt anden verden; den franske udgave samler Cosmicomics samt en del andre små historier - men så vidt jeg kan se er der mange versioner både med ekstra historier og uden.

Cosmicomics-delen er historien om Qfwfq - det hedder han virkelig! Der er tolv små historier, som starter med en videnskabelig teori, som fx at månen engang var tættere på jorden. Det udvikler sig til en lidt trist kærlighedshistorie mellem Qfwfq, hans fætter og dennes kone alt imens de hopper frem og tilbage mellem jord og måne hver måned.

Der er ligeledes historier om dinosaurer - hvordan havde de sidste overlevende af denne race det egentlig?

Eller historien om lysår, hvor han ser en galakse langt væk, der sender en lysende besked til ham. Det viser sig, at nogen der har set, hvad han lavede på en præcis dag 100 millioner år tidligere - og det er bestemt ikke noget han er stolt af.

Det er meget mærkeligt, som man kan se. Det er overnaturligt og samtidig en slags tidslinje for universets skabelse fra Big Bang til den sidste dinosaur; og hele tiden med denne evige fortæller med det utrolige navn.

Det er videnskab fortalt i poesi; det er normalitet i absurditet.

Hvordan skal man forholde sig til disse historier, som er så fjerne fra almindelig litteratur? Ved at forstå, at Calvinos univers altid er mystisk - som det også er det i trilogien, jeg nævnte tidligere. Hans force er netop at tage disse små elementer, og man vil aldrig se månen på samme måde.