Døden i kirken (Maigret XIII) - Georges Simenon

• Fransk
• 30.-31. januar
• 187 sider
• Originaltitel: L'Affaire Saint-Fiacre

I sin trettende Maigret-krimi vender Simenon lidt op og ned på den modus operandi, han ellers har fulgt rimelig nøje. Der er ikke allerede et lig, da han om morgenen vågner på kroen i den lille landsby uden for Paris. Han er blevet kaldt dertil efter, at man har fundet en notits, der advarede om, at et mord ville finde sted i kirken under morgenmessen på denne Allehelgensdag, hvor man i Frankrig ærer sine døde.

Så Maigret sidder klar klokken seks om morgenen sammen med landsbyens lokale kvinder; og i sidste øjeblik ankommer grevinden af byens lille slot, og sætter sig alene oppe ved de fine pladser rundt om alteret. Han ser hende bede og holde intenst om sin lille bønnebog - og da messen er forbi viser det sig, at hendes bøjede hoved skyldes, at hun er død.

Dødsårsagen er et hjerteanfald; men der er mere i det - en lille seddel i bønnebogen har nemlig givet den ældre dame det chok, der forårsagede det. Landsbyen er selvfølgelig på den anden ende - det er et lokalsamfund, hvor alle kender alle, og nu mistænkes den unge sekretær/elsker.

Der er lidt flere finurligheder i dette - det er nemlig også Maigrets barndoms landsby. De lokale kan ikke genkende ham, men han kender dem, og genkender de steder, han kom som barn, dahans egen far var opsynsmand på slottet. Vi får en del mere at vide om Maigret - at han er 42 år gammel fx. Umiddelbart havde jeg forestillet mig ham lidt ældre? Måske på grund af beskrivelserne af hans korpulens, og det stille liv uden børn med hustruen hjemme i Paris. Men hvis man skal anslå ham som samtidig, er figuren så født i 1890 - nu må vi se, om det holder stik med udviklingen i serien!

Men Maigret er lidt på ferie i denne sag ... der er jo ikke som sådan nogle, der kan fængsles for et hjerteanfald; men moralske skrupler og motiver er der jo! Han snakker med doktoren, præsten, sekretæren, opsynsmanden og dennes søn, og ikke mindst den unge greve, som nu arver slottet - og ikke mindst gælden.

Aftenen inden begravelsen slutter mysteriet med en aparte middag på slottet, hvor de seks involverede samt Maigret og sekretærens advokat spiser og drikker sammen. Den unge greve vil have regnskabet gjort op, og nu opsummerer han motiver for hver enkelt af de tilstedeværende. Han meddeler dem, at morderen vil være død inden midnat, og Maigret ser blot forbløffet til mens han indser, at han faktisk blot er tilskuer.

Det var lidt Cluedo-agtigt; men ganske underholdende - og ikke mindst gav det lidt mere menneskelighed til Maigret-figuren. Der er ikke umiddelbart nogle træk tilbage til den tolvte bog, synes jeg.

Origines - Amin Maalouf

• Fransk
• 23.-29. januar
• 509 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Maalouf er desværre ikke oversat til dansk; men i Frankrig er han en stor forfatter, der har vundet en Goncourt-pris, og siden 2011 har været medlem af Académie Française. For næsten tyve år siden læste jeg flere af hans romaner, og i efteråret i Belgien faldt jeg så over denne slægtsfortælling.

Maalouf er af libanesisk oprindelse, men har boet i Paris siden han var omkring 30 - fra slutningen af 1970'erne. Han var rejst hjem til Lebanon, da hans far døde, og hans farmor stadig var i live, og skulle modtage den besked som en meget gammel dame. Som mange andre opdagede han i løbet af årene, at man i familier plejer nogle legender ... alle de gode røverhistorier, som er så gamle, at ingen snart ved, hvor meget sandt, der er i dem. Samtidig glemmer man at spørge familiens ældste, indtil det en dag er for sent.

På et tidspunkt gør en ven ham opmærksom på, at han i Cuba var stødt på en person med samme efternavn som ham. Da dæmrer det for ham, at en af disse legender går på en søn, der drog til Cuba, og kom af dage på mystisk vis. Stille og roligt begynder han at opsøge dokumenter fra familien, og det viser sig, at der hjemme i Lebanon - i den lille landsby langt oppe i bjergene - ligger guldminer af breve og dagbøger.

Maalouf optrevler derfor familiens historie fra det 19. århundrede og frem; først med oldeforældrene, og så de farfaderen og hans bror, der omkring århundredskiftet var de rejsende. Grandonklen tog nemlig til Cuba, og farfaderen var også derovre, men vendte tilbage til Lebanon.

Det hele stykkes sammen af breve - farfaderen var en grundig mand, der gemte kladder af de breve, han sendte. Så stykket sammen med svarene bliver puslespillet komplet, og fortæller om en stor families liv. Det er jo en helt anden tid, hvor breve tog måneder at komme over Atlanten - der var selvfølgelig ingen telefoner. Under 1. Verdenskrig gik der flere år uden nyt fra familien i Cuba, og da krigen endelig var ovre, kunne man gøre op, hvem der var døde her og der.

Familiens grene er tofoldige - den ene er protestantisk og den anden katolsk; men de to familiers børn gifter sig lystigt med hinanden. Det er - som Maalouf tørt bemærker det - på en tid, hvor religioner ikke skabte de samme problemer som i dag. Men det er jo også en tid, hvor Lebanon var den del af det store ottomanske rige. Da de indskrev sig på Ellis Island skrev de, at de kom fra Syrien i Tyrkiet - helt logisk, når Istanbul var hovedstaden i et imperium. Men to verdenskrige ødelagde jo det rige, og siden da er den del af verden blevet til en sprudlende kedel af religionskrige og nye landegrænser.

Maalouf ender med at tage til Cuba for at få afmystificeret nogle af de skrøner, der gik om familiens skæbne og formue. Han finder huse, og noget familie - men opdager også, at der ikke var meget mystik i den trafikulykke, der kostede grandonklen hans liv. Det er dog hverken nemt eller opmuntrende i nutidens Cuba, hvor paladser er omdannet til sociale bebyggelser, og hvor alle er bange for at tale med udlændinge. Netop denne del af historien var jeg meget berørt af, da det mindede mig om min rejse til Cuba for ganske få år siden - og den underlige stemning, der er i det land. 

Maaloufs slægtsforskning er fascinerende og rørende, fordi han levendegør alle disse personer gennem deres breve og dagbøger. Jeg tror aldrig jeg har læst en slægtshistorie som den, hvor man i spænding afventer det næste brev langt væk hjemme fra - præcis som de må have gjort det for hundrede år siden. Det sætter vores afhængighed af kommunikation i perspektiv; men også glæden ved at modtage et godt gammeldags håndskrevet brev, som man gemmer.

Det var krævende læsning, da der historisk og geografisk er mange detaljer; Maalouf bruger også en del tid på etymologiske forklaringer, som jeg er dybt fascineret af - men det kræver koncentration. Som sagt skal man jo sørge for at udfordre sig selv i sin læsning; det blev jeg her - og glæden var stor.

Sæt en vagtpost ud - Harper Lee

• Engelsk
• 22. januar
• 278 sider
• Originaltitel: Go Set A Watchman

I 2014 opdagede man et manuskript, som man havde afskrevet som forsvundet for mange år siden. Det viste sig at det lå i en bankboks, og i 2015 blev det annonceret, at det ville blive udgivet - 55 år efter Dræb ikke en sangfugl, som indtil da var Harper Lees eneste roman. Bogen blev udgivet på engelsk i juli 2015, og et halvt års tid senere døde Harper Lee - 89 år gammel.

Fik pressen så svar på alle de spørgsmål, der rejste sig i forbindelse med dette fund?

Der er divergerende oplysninger - var denne faktisk beregnet til at udkomme inden den første roman, eller var det en opfølger?

Kronologisk set finder historien sted 16-18 år efter Mockingbird. Denne startede i 1933, da Scout var otte år gammel; nu er hun 26 år gammel og bor i New York - altså må vi være i 1951. En gang om året tager hun tilbage til Maycomb for at besøge faderen, Atticus, tanten Zandra og ungdomskæresten Hank - som hun måske/måske ikke vil gifte sig med. Men det betyder, at hun skal give afkald på livet i New York, og blive til en af den type kvinder, der blot passer hus og mand. Her minder Scout lidt om Skeeter fra den storsælgende Niceville; uden, at Stockett dog kan beskyldes for at have stjålet fra Lee!

Da Scout vender tilbage denne gang mindes hun barndommens lege med broderen Jem, der er død to år inden. Hun opsøger gamle steder fyldt med minder sammen med Hank, og spørger sig selv, om hun virkelig er klar til provinslivet? Om Hank er den store brusende forelskelse, hun forventer af livet? Som læser undrer man sig måske lidt over disse mange tilbageblik, som fylder ret meget i bogens første halvdel - her kan man måske med god vilje sige, at det bortkomne manuskript ikke var endeligt finpudset. Eller, at det virkelig er skrevet inden Mockingbird, men at det ikke hang godt sammen, og Lee i stedet skrev den anden roman, hvor barnets øjenhøjde giver et helt andet perspektiv. Racespørgsmålet var følsomt - måske var det nemmere at servere historien set fra en otte-årigs perspektiv?

Historien tager faktisk først fat, da Scout begiver sig til et møde på rådhuset, efter at have fundet en racistisk brochure på faderens kontor. På rådhuset er byens borgere samlet til et Citizen's Council, hvor også en ekstern taler udtaler sig om den sorte befolkning i voldsomme vendinger. Scouts verden bryder nærmest sammen ved tanken om, at hendes far kan dele disse synspunkter. Hun er vokset op med sorte tjenestefolk, og faderens filosofi om, at alle mennesker er lige. 

Men i starten af 1950'erne er NAACP på vej frem; og ændringer i de sortes rettigheder er for alvorlig ved at ændre sig. Scout er - som ifølge onklen Jack er farveblind - opdager nu også, at den gamle sorte tjenestepige, Calpurnia, har ændret attitude overfor hende. Linjerne er trukket op nu, og begge parter ved, at tingenes tilstand er i voldsom udvikling. 

For Scout er dette tilintetgørelsen af hendes gud; som mange andre piger, er der et tidspunkt, hvor man opdager, at den urørlige faderfigur også er menneskelig - med fejl og mangler. Hun vil forlade byen øjeblikkelig, og aldrig mere se familien. Men det bliver til en filosofisk samtale mellem Scout og onklen; Scout og faderen - hvorefter hun anerkender, at uanset hendes synspunkter, må hun acceptere, at der er nuancer.

Faderens holdning er dog ikke KKK-inspireret - men han mener, at det er en proces, der skal tages i små skridt, da den sorte befolkning ikke vil kunne håndtere pludselig og absolut adgang til samme rettigheder som den hvide befolkning. Netop disse synspunkter vakte opsigt, da bogen udkom. De er fuldstændigt ude af trit med vores nutidige (tilladte) synspunkter. Man skal dog huske på datidens kontekst; ligesom med mange andre litterære værker, skal de jo dømmes ud fra deres samtid! Bogen kræves den dag i dag fjernet fra amerikanske skolers pensum, hvilket i mine øjne er absurd. Det er vigtigt stykke historie; kun ved at forholde sig til det kan man opnå fremskridt - eller som Lee selv skriver i denne roman:

“Remember this also: it’s always easy to look back

and see what we were, yesterday, ten years ago.

It is hard to see what we are.

If you can master that trick, you’ll get along.”

Ligesom Mockingbird er det sikkert også til dels selvbiografisk; Lee flyttede selv som ung fra sin lille sydstatsprovinsby, hvor disse holdninger florerede langt senere end i det nordlige USA. Det var stadig hundrede år senere præget af konflikten fra den amerikanske borgerkrig.

Så bogen handler måske mere om Scouts udvikling fra naiv pige til voksen med erkendelsen af, at verden ikke er sort/hvid - hvad holdninger angår! 

Den første del er ude af trit med den anden halvdel; den fylder for meget i forhold til den essentielle diskussion omkring racespørgsmålet, synes jeg. Det er i mine øjne et ufærdigt manuskript; som roman giver den mening i sammenhæng med Mockingbird, men bestemt ikke stående alene.

Den komplementerer historien om den skrækkelige periode i USA's historie, som desværre ikke er endegyldigt slut den dag i dag. Men den giver også håb, når man ser, at der var mennesker, som levede midt i det, og så uretfærdigheden. Som hvid forfatter var det trods alt usædvanligt at stille sig til forsvar for sorte. 

Læs Mockingbird først - og fortsæt med denne; men læs dem - og på engelsk selvfølgelig!

Maigret og de tre kvinder (Maigret XII) - Georges Simenon

• Fransk
• 21. januar
• 191 sider
• Originaltitel: L'ombre chinoise

Simenon snød mig lidt denne gang ved at skrive 191 sider - men stadig i de elleve kapitler.

Historien starter en mørk aften, da Maigret bliver kaldt til Place des Vosges - den absolut smukkeste af Paris' pladser, så jeg levende kunne visualisere det. Udover, at han skriver om biler, der kører på pladsen. Det er da heldigvis ikke længere tilladt.

Uden for porten står en nervøs portnerkone, som har opdaget en død mand - hr. Couchet - på et kontor i en industribygning inde i gården. Samtidig er en af beboerne ved at føde, og må endelig ikke forstyrres af politi og udrykning - for fødende kvinder er jo skrøbelige.

Kort efter ankommer en yngre kvinde til stedet - det er Couchets elskerinde. For at gøre forvirringen total bor Couchets første kone, Mme Martin, i ejendommen. Deraf den danske titel - for der er ekskonen, konen og elskerinden. Den franske titel - den kinesiske skygge, refererer til skyggerne bag ejendommens vinduer. Skyggen af den døde mand, men også skyggen af Mme Martin, der skælder ud på sin mand.

Couchets første kone blev skilt fra ham, da han endnu var fattig - men nu er han meget rig; og dermed har han giftet sig til det eneste, han ikke havde - status! Hans kone keder ham selvfølgelig, og hun er afklaret med elskerinden. Denne er nok den eneste, der oprigtigt har elsket ham - og hun må holde sig helt i baggrunden nu.

Maigret tøffer stille rundt i ejendommen, og snakker med beboerne. Han får skabt røre i det lille mikrokosmos sådan en ejendom var, dengang Paris' portnerkoner fungerede som ejendommens ordensmagt. Han møder Couchets søn af første ægteskab, og opdager hurtigt, at der er meget bitterhed i den del af familien.

Ekskonen føler sig snydt efter alle de år, hun holdt hus for manden, da han var fattig, Da hun giftede sig med Mr. Martin, som var funktionær, regnede hun jo med en bedre position - og en tjenestemandspension. Men Martin er ikke ambitiøs nok - og nu er der en ny kone, der høster frugterne af Couchets formue.

Plottet var måske ikke dybt overraskende - men det er beskrivelsen af ejendommen og dens beboere, der hensætter en til Paris - og ikke mindst Paris i en anden periode.

Boni de Castellane - Eric Mension-Rigau

• Fransk
• 16.-19. januar
• 427 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange skal man udfordre sig selv i sine læsninger; det skal ikke altid kun være underholdning, synes jeg - det er sundt for hjernen at lære nyt. Det betyder så nogle gange, at man kan finde det lidt trægt at komme igennem en bog - men ikke, at det ikke er det værd!

Sådan havde jeg det med denne biografi af Boniface de Castellane, som er en kendt figur i fransk historie; starten var usædvanlig tung og flagrende med lange udredninger flere århundreder tilbage for at forklare de familiære relationer. Det er tit en historikers faldgrube - de er selv så optaget af disse relationer, og har et behov for at sætte alting i sammenhænge - men det bliver hurtigt som at læse et leksikon, og dermed ikke velegnet til en flydende biografi.

Denne biografi led desværre meget af det syndrom; reelt set var den på 314 sider; men så var der 100 siders noter - så man bladrer frem og tilbage. Tit og ofte er noterne blot kildehenvisninger, men andre gange er de uddybende og relevante for læsningen. Jeg foretrækker personligt at have dem nederst på siden; men i dette tilfælde var der overdrevent mange noter. Igen en historiker, der ikke kan begrænse sig og gøre sit stof velegnet til litteratur.

Men derudover var Monsieur Castellane en fascinerende person. Født af en gammel fransk slægt, der for længst var ophørt med at have reelle rigdomme, men en titel har de dog endnu. Familien var vant til at omgås paver og konger, og Boniface vokser da også op med en følelse af at tilhøre en af de få udvalgte. 

Han er en rigtig dandy, og kendt som Paris' mest velklædte mand - men det skal finansieres, og i 1895 gifter han sig med en rig amerikansk arving; en trend, som mange franske adelige på den tid begyndte på for at tilføre likvider til at opretholde den livsstil, deres navne forpligtede dem til. Ægteskabet var ikke lykkeligt - Anna Gould brød sig ikke om livet blandt de gammelrige; hun forstod ikke deres koder og uudtalte regler. Men Boni brugte hendes penge - han byggede paladser, og holdt fester som var Ludvig XIV værdig. Indtil familien sagde stop, og de blev skilt.

Han var dog også politisk aktiv; tilhænger af de gamle dyder uden at være royalist. Han var valgt til senatet, og kæmpede for at bevare historiske bygninger i Frankrig - en ægte mæcen. Han skrev flere bøger, og var også aktiv i 1. Verdenskrig på trods af sin 'høje' alder på det tidspunkt.

Efter 1. Verdenskrig blev han ramt af sovesyge, som florerede i Europa i slutningen af 1910'erne. Han dør af sin sygdom i 1932, hvilket var noget senere end mange andre, der blev ramt af den.

Han bliver aldrig gift igen, men bruger til gengæld årtier på at få sit ægteskab annulleret af den katolske kirke; hele ni kardinaler gav ham igennem årene afslag, og først i 1924 lykkes det.

Men tro mod sin aristokratiske arv havde han livet igennem mange elskerinder, og var en levemand, som de ganske enkelt ikke findes mere.

Som sagt en lidt tung bog; yderst interessant med godt indblik i tidens politiske spil (det var jo Dreyfus-tiden!) - blandet med historier om Paris i Belle Epoque.

Men forfatteren havde det desværre med konstant at stikke ud af sidespor, som blev lidt for lange. 

La Perle et la Coquille - Nadia Hashimi

• Fransk
• 12.-15. januar
• 567 sider
• Originaltitel: The Pearl That Broke Its Shell
• Dansk titel: Endnu ikke oversat

Jeg købte denne roman i Bruxelles i efteråret uden egentlig at se, at det var en oversættelse fra engelsk - jeg troede blot, at den var direkte oversat fra arabisk. Men forfatteren er opvokset i USA, hvortil hendes forældre flygtede inden den russiske invasion af Afghanistan. Hun besøgte derfor først selv landet i 2002, da hun var voksen - hendes alder er mystisk ukendt åbenbart?

Man kan så undre sig over, om hun er den rette til at beskrive kvinders levevilkår i et land, hun ikke kender? Men Khaled Hosseini har jo også levet mange år udenfor Afghanistan - og alligevel er det i deres DNA; en person fra et hvilket som helst andet land ville ikke have kunnet skrive så indlevende om den kultur, er jeg overbevist om.

Perlen og muslingeskallen er den franske titel, og refererer til alle de piger og kvinder, der aldrig får lov til at bryde ud af deres skal og leve et frit liv. Hashimi griber det an på en både fascinerende og skræmmende måde.

Rahima er en lille pige på ti år - hun har to ældre søstre og to yngre; men ingen brødre. Faderen er opiumsnarkoman, som han får i rigelige mængder af de lejesoldater, han arbejder for. De arbejder til gengæld på skift som lokale bussemænd og når vinden vender for amerikanerne, som nu er kommet for at drive talibanerne ud af landet. Vi er i 2007.

Da moderen skal blive i hjemmet, og faderen ikke er til meget hjælp, foreslår mosteren Shaima, at de laver Rahima om til en bacha posh - det var et ukendt fænomen for mig; men Wikipedia-artiklen giver et glimrende indblik i denne særprægede praksis, hvor man laver en pige til en dreng. Dette er især vigtigt i en familie som Rahimas, hvor der ingen drenge er født - faderens store skam.

Rahima bliver til Rahim og kan nu gå i skole og handle på markedet for moderen, der skal gemme sig i en burka indendøre. Men hun kan også løbe frit rundt og lege med de andre drenge. Nogle ved, at hun er en pige - men er man officielt blevet til en bacha posh, nævnes det ikke og alle opfører sig som var man en dreng. Det er dog også et stort psykisk problem for disse piger, når de begynder at udvikle sig til kvinder - for en dag skal det stoppe igen.

Mosteren Shaina fortæller også pigerne om deres tipoldemor, Shekiba, som ligeledes var en bacha posh i en periode af sit liv. De to kvinders skæbner fortælles på skift - Rahima født i slutningen af 1990'erne og Shekiba født et århundrede tidligere i 1890.

Shekiba er skoldet i halvdelen af ansigtet - og dermed ikke meget værd på giftemarkedet; da hele hendes nærmeste familie dør, forsøger hun først at leve alene på gården. Det opdages, og hun ender som vagt i kongens harem i Kabul; han stoler ikke på mandlige vagter. 

Rahima på sin side bliver som 13-årig tvangsviet sammen med de to ældre søstre til tre meget ældre mænd, De er alle tredje eller fjerde kone i en familie, hvor de fungerer som slaver og fødemaskiner; og det bliver samtidig starten på moderens opiumsafhængighed.

Der er jo derfor ikke meget positivt og opmuntrende i denne historie; som alligevel nærmest holdt mig søvnløs. Ved at alternere mellem de to kvinders historier holder forfatteren godt tag i sine læsere, og dynamikken går aldrig i stå.

Men det er trist og barsk; det mest sørgelige er vel egentligt nok, da man hører om kongen Amanullah Khan, der regerede fra 1919 til 1926 og hans frisindede dronning. De var fortalere for, at kvinder skulle smide sløret og have pladser i parlamentet. Denne udvikling blev sat totalt i stå - men i Rahimas historie kommer vi tilbage til den; men nu er førstekonen kun med fordi hun gør som hun har fået besked på. Det er spil for galleriet for at vise de udenlandske observatører, at der sker fremskridt! 

Og netop dette er jo det sørgelige - for den udvikling, som var i gang i 1920'erne på samme tid som kvinder i Europa begyndte at få stemmeret - den er nu nærmest sat tilbage til før Shekibas tid i bogen. Et århundrede. Tilbage til feudale tider, På dette punkt er bogen jo skræmmende aktuel, og man kan kun håbe, at den bliver oversat til dansk,

Maigret finder en morder (Maigret XI) - Georges Simenon

• Fransk
• 10. januar
• 187 sider
• Originaltitel: La Guinguette à Deux Sous

Den ellevte krimi i Maigret-serien er den sidste han skrev i 1931; de første er ikke altid rigtigt daterede - mens man i nogle kan se, hvor han skrev dem og i hvilken måned. Det var en yderst produktiv herre i de yngre år. 

Simenon fik bygget sig en båd - som man kan se i hans krimier, var han jo umådelig glad for livet på kanalerne, som såvel Belgien som Frankrig har så rigeligt af. Her skrev han mange romaner - i hvert fald XIII-XI er skrevet i sommeren og efteråret 1931. En roman om måneden!

Som sagt influerer livet på kanalerne jo også hans krimier, og her er vi retur ved vandet omend i et helt anderledes miljø; hans tråd videre fra nummer X må uden tvivl være barmiljøet. Men det er også de riges legeplads - pariserne, der i weekenden tager på landet for at kunne lufte de hvide tynde jakkesæt, som jo ikke egner sig til bybrug i en tid, hvor former betyder så meget.

Maigret møder først den dødsdømte Lenoir i et parisisk fængsel aftenen inden hans henrettelser - dengang var det jo stadig med guillotine-metoden. Lenoir har behov for at lette sit hjerte, og fortæller om et mord, han så seks år tidligere - men morderen kan han ikke afsløre. Blot at det fandt sted ved en lille bar langs en kanal.

Maigret kommer på mystisk vis i nærheden af en mand, der omtaler en bar af samme navn - to-ørers-baren ville være det bedste danske navn, og det refererer til de småpenge, man smed i det elektriske klaver for at få musik. Datidens jukebox!

Han følger efter, og befinder sig pludselig i dette selskab af ubekymrede parisere, der klæder sig ud og morer sig hver weekend. Nogle er velhavende, andre er det mindre - men så længe man er et underholdende indslag i gruppen, er man mere end velkommen. Der er et anstrøg af The Great Gatsby - som jo udkom i 1925 - over det hele. Ikke mindst i placeringen af baren, som ligger på den modsatte kanalbred af rigmanden Marcel Bassos landejendom - det mindede mig om lysene mellem Nick og Jays huse i Gatsby-romanen.

Der finder et mord sted, og Maigret må rulle trådene op tilbage til det seks år gamle mord. Det hele handler om penge, elskerinder og et luksusliv, som man ikke kan finansiere .... men man vil gerne være en del af kliken. Ret interessant er introduktionen af den jødiske marskandiser, som skal se fotos af implicerede personer, og direkte udtaler, at de ikke er af 'hans race'. Den slags udtalelser vil man jo ikke se i en nutidig roman; men vi er endnu nogle år inden antisemitisme og nazisme, og det jødiske kvarter i Paris var berygtet for sine pengeudlånere - som altså blev ruinen for nogle af de unge mennesker i festgruppen.

Det er ikke Maigrets miljø; alligevel trives han på mystisk vis i deres sorgløshed, og fortryder næsten at de daglige drinks i en bar i Paris med morderen må stoppe, da det viser sig, at det er ham. Og fru Maigret sidder som sædvanlig i kulisserne og venter på sin travle mand. Hun optræder perifært - men nok til, at man får et indtryk af privatpersonen bag. Glimrende plot med lidt 1930'er-glamour oven i!

Globetrotter - Jens Bjerre/Lone Theils

• Dansk
• 8. januar 
• 183 sider

Jeg kunne ikke dy mig søndag aften - selvom jeg lige havde færdiggjort den tunge sag med Orientalisten. Men nu var vi jo også over i noget, der minder om en billedbog. Der er vanvittigt mange illustrationer i de 183 sider - hele sider, der gør, at den samtidig stort skrevne tekst, gør det til en fiks lille sag, man ordner på to timer.

I den henseende var det jo heldigt, at den var købt forholdsmæssigt på udsalg. Det er lidt letkøbt synes jeg - især fordi netop Jens Bjerre jo må have materiale til murstenstykke bøger? Det var udelukkende i overfladen man kom ind i hans liv.

Der er en ganske rørende indledning med hans barndom og ungdom, og starten på hans karriere - det var bestemt et menneske, der vidste, hvad han ville med sit liv.

Og han opnår det med snilde og lidt frækhed. Han kommer afsted på sit livs store rejser - ud til folkeslag, der stort set ikke længere findes, og til steder på jorden, som i dag er ødelagt af masseturisme. Hans måde at rejse på er jo det rene eventyr - det har bestemt ikke været ufarligt; men det har været spændende. Alt det man ganske enkelt ikke finder længere.

Jeg ved ikke, om hans film længere findes - eller om de kan stå distancen i dag? Men de må være spændende at se - ligesåvel som hans foredrag, som han jo nu ikke længere holder, går jeg ud fra.

Men i forhold til bogen må jeg desværre fastholde, at det skuffer - netop fordi det menneske må have så meget mere. Det er synd - men så skal man sikkert hellere læse hans egne udgivelser selvom de er ved at være årtier gamle. Det ville jo også have været interessant at høre hans syn på globaliseringen i dag. Men det blev kun til en appetizer fra Lone Theils hånd.

Orientalisten - Tom Reiss

• Engelsk
• 6.-8. januar
• 461 sider
• Originaltitel: The Orientalist

Efter de to små krimier - og stadig bundet til sengen - måtte jeg have fat i noget lidt tungere; ikke mindst fordi det egner sig bedre til fordybelse end metrolæsning. Var jeg startet på denne til og fra arbejde, var jeg måske ikke kommet til vejs ende?

Tom Reiss' biografi af Lev Nussimbaum/Essad Bey/Kurban Said fik fine anmeldelser i den danske presse, da den udkom i 2015. Men oprindelig udkom den i 2005 - hvad der gjorde, at den udkom på dansk ti år senere, skal jeg ikke kunne sige. Det var muligvis filmatiseringen af Ali and Nino, der var undervejs, der gjorde udslaget. Den roman er nemlig en af nøglerne til mysteriet om manden bag Orientalisten!

Tom Reiss var i Aserabajdsjan af helt andre årsager, da hans lokale guide anbefalede ham at læse romanen Ali and Nino, som er den nationale stolthed. Han begyndte at interessere sig for den underlige historie bag - da ingen med sikkerhed vidste, hvem der havde skrevet den.

Det bragte ham på sporet af Lev Nussimbaum - en jødisk dreng født i Baku i 1905; dengang Aserbajdsjan var en del af det store russiske imperium, og zaren dets overhoved, Nussimbaums far var en rigmand, der levede af de mange oliefelter i området, som spyede olie ud, så man ikke vidste, - hvor man skulle gøre af det. Hans moder var lidt mere kontroversiel - en rebelsk kommunist, som endte med at begå selvmodt ved at sluge gift. En mor, som hurtigt forsvandt ud af hans bevidsthed, og som man ikke talte om.

Livet går i og for sig stille og roligt indtil 1. Verdenskrig bryder ud, og derigennem den russiske revolution. Fader og søn må flygte fra Baku, og rejste rundt i Mellemøsten på flugt fra bolsjevikkerne - de blev med det samme symbolet på alt ondt for teenagedrengen, der resten af sit liv fordømte al revolution og uorden, og foretrak monarkier og en form for enevælde, der i hans øjne var den eneste måde at styre masserne på. Næppe en urealistisk tankegang for en overklassesøn i datidens Europa.

Da bolskevikkerne igen kommer nærmere, flygter de igen - Paris, et skoleophold i Nordtyskland og endelig Berlin som så mange andre russere efter revolutionen. Der er ikke længere så mange penge - og Nussimbaum begynder at skrive romaner. Det er også på denne tid, at han begynder at gå under navnet Essad Bey, og hævder at have konverteret til islam - hvilket der dog ikke findes reelle beviser for. Ikke desto mindre omgikkedes han muslimer og interesserede sig meget for Mellemøsten, som jo så noget anderledes ud for 90 år siden. 

Det var ikke en speciel interesse - tværtimod var der en voldsom interesse for den orientalske kunst, levevis, litteratur - men bestemt også politik, som modvægt til den europæiske uro med krige, revolutioner og spirende nazisme.

Nussimbaum/Bey giftede sig med en jødisk kvinde, og de tilbragte nogle år i USA lige inden krigen; men han blev skilt og flyttede hjem; dog til Wien. Dette skulle jo vise sig ikke at være det optimale skjulested for nazister; selvom Göbbels havde godskrevet hans bøger var og blev han jo jøde. Så han flygtede til Italien, og tilbragte sine sidste år i stor armod i en bitte landsby ved Amalfi-kysten.

Her skulle han have brugt pseudonymet Kurban Said mest til at modtage penge, og føre korrespondance med folk i de besatte områder - men det er samtidig forfatternavnet bag Ali and Nino, som udkom i 1937.

Reiss' bog fører os igennem hele denne periode i europæisk historie - med lange tråde endnu længere bagud og nylige optegnelser af hans møder med overlevende fra tiden. Der skal ikke herske tvivl om, at manden har brugt enorme mængder tid og penge på sin research. Det gør ikke bogen nem, da der til tider springes langt rundt, og man mister Nussimbaum af syne. Det er derfor lige så meget en politisk skildring af en brydningstid, som mellemkrigstiden var og ikke mindst set fra det russiske perspektiv, hvor det samtidig var afslutningen på en æra.

Nussimbaum tog det sig tungt, at Habsburgerne og Romanoverne skulle forsvinde, og forblev trofast royalist hele sit liv. Han dyrkede det eksotiske og nød at klæde sig ud med turban og fjer; han ledte uden tvivl efter en identitet efter, at hans kendte verden brød sammen som teenager.

Det er en yderst kompleks og interessant historie; i sidste ende fylder Nussimbaum måske kun en tredjedel af bogen - resten er politisk analyse og historie, men som kulisse til hans liv og dermed uomgåelig. Hård intens læsning med lærdom i! Fantastisk benarbejde fra Reiss' side.

Maigret og barpigen (Maigret X) - Georges Simenon

• Fransk
• 5. januar
• 188 sider
• Originaltitel: La Danseuse du Gai-Moulin

I det tiende bind er Maigret kommet endnu mere på hjemmebane - nemlig til Liège i Belgien, hvor Simenon stammer fra. I starten troede jeg, at vi var i Bruxelles - men som i alle lande er der jo gadenavne, der går igen i samtlige større byer.

Det pudsige ved denne roman er, at Maigret først dukker op langt henne i historien - omtrent halvvejs; selvom vi ved, at der er en mystisk skygge i gaderne. Den anden pudsige ting er, at der ikke åbnes med selve mordet eller liget som i alle de andre historier indtil videre. Her skal vi hen i slutningen af første kapitel før der kommer blod på bordet. Hvad der er mindre pudsigt er tråden fra sidste gang - barpigen hedder nemlig Adèle (men det er ikke hende fra skibet i nummer ni).

To unge mænd farer rundt i Lièges natteliv, og tror selv, at de er mondæne og voksne trods deres alder på 16 og 18 år. Men den slags kræver jo midler - som de ikke har. Den enes far er godt nok velhavende, men sønnen må stjæle fra ham for at finansiere deres turen rundt. De får derfor den idé at røve deres stambar ved at gemme sig derinde om natten. Men da de kommer frem af deres skjul, ser de et lig på gulvet - og stikker af. De fanges dog igen, og er jo oplagte mistænkte,

Baren er omdrejningspunktet for mysteriet - selvom liget ender med at dukke op et helt andet sted; det er Maigrets fortjeneste, der har slæbt det ned i Botanisk Have. Politiet havde unægteligt nogle andre arbejdsmetoder og friheder dengang (eller i Simenons fantasi).

Adèle er lokkeduen i baren; hun er objektet for de unge mænds betagelse og sidst men ikke mindst er hendes usle kammer gemmested for en mafias dokumenter. Den myrdede var meget uheldig - han var en rigmandssøn, der kedede sig og ville være spion. Dette var hans optagelsesprøve, som mildest talt ikke gik godt. 

Jeg tror, at det er første gang, at der er to så distinkte historier i samme mysterie - de to knægte med deres familiære problemer grundet mordet og barens mysterie. Det var en virkelig underholdende og velskrevet lille krimi.

Den tredie nat (Maigret IX) - Georges Simenon

• Fransk
• 4. januar
• 189 sider
• Originaltitel: Au Rendez-vous des Terre-Neuvas

Jeg fortsætter fortrøstningsfuldt med Maigret i 2017 - måske bliver det i år, at jeg får fuldført serien? Jeg forhaster det ikke, men tager en enkelt indimellem andre læseoplevelser for ikke at blande tingene for meget sammen, Men det er perfekt sygelæsning, da de er små og lette både i hånd og hoved,

I det ottende bind af serien var der en allusion til sømænd i mysteriet ved kanalen hos den protestantiske familie, og Simenon har det jo med at tage en enkelt lille tråd og bruge den som grundlag for næste historie. Det giver måske endnu mere mening, når man ser i slutningen af bøgerne, at de alle er skrevet nærmest i samme måned ombord på et skib. Han fortsætter også ufortrødent derudaf.

Denne gang er det en kaptajn, der findes død i vandet lige efter, at et skib er vendt retur efter måneder til havs for at fiske. Den oplagte morder er telegrafisten - en ung mand, der var væk hjemmefra for første gang og hver dag skrev lange breve til den forlovede derhjemme. Men Maigret ser hurtigt, at det ikke er ham.

Til gengæld ser det ud til, at der har været et kvindemenneske ombord. Strengt forbudt selvfølgelig - ligesom alkohol var det; og han forsøger nu, at få de drukne sømænd i snak på den lokale bar. Men han skal have fat i kvinden - som viser sig at være en letlevende dame, Adèle, som i kaptajnen så en mulighed for at komme væk fra det liv og blive respektabel. Og samtidig forlade hendes småkriminelle ven, som hun ikke elsker - ikke mere end kaptajnen i øvrigt.

Det er en underholdende historie om ludere og lommetyve - og livet til søs. Et rent trekantsdrama, da det viser sig, at den unge telegrafist har haft en hed nat med Adèle ombord - og nu står den bly forlovede for at forsvare hans uskyld.

Det var absolut bedre end nummer otte - Maigret er bedst, når han er på hjemmebane!

De dybeste rødder - Thomas Larsen

• Dansk
• 1.-3. januar
• 424 sider

Jeg sluttede 2016 så glimrende med en alvorlig virus - helvedesild! Så nu var jeg fanget derhjemme, og virkelig ikke i form. Men læse lidt kunne jeg da heldigvis, og i julegave havde jeg fået den smukke bog skrevet sammen med Dronning Margrethe. Det er en lækker sag - tyk, dejligt papir og smukke illustrationer (som der er rigeligt af - sideantallet er en del mindre, hvis man piller dem ud). Men lækker er den altså!

Bogen er skrevet som en samtalebog med Dronningen, og visse udtalelser har da også været fremme i pressen, da de "chokerede". Men hele den første del handler om Dronningens barndom og opvækst - det er de første hundrede sider. Dernæst kommer der et lidt historisk tilbageblik på vores historie og så en lang del om em hendes tid som dronning. Der, hvor pressen åbenbart mener, at det blev grænseoverskridende er i realiteten først de sidste knap 90 sider, hvor der gås mere direkte til aktuelle samfundsspørgsmål.

Der er mange gengangere af historier, anekdoter og billeder, som er set utallige gange. Alt andet vil sikkert også være svært, når der er skrevet og vist så meget af hendes liv. Men man kan så godt ærgre sig lidt over, at det skulle være nødvendigt at udgive endnu en bog. Personligt mener jeg ikke, at det helt levede op til foromtalen. Og prisen taget i betragtning er det en dyr fornøjelse uanset, hvor lækker bogen er. Jeg ville ikke selv have givet fuld pris for den, men jeg nød da den lette og underholdende læsning.

Desværre er det jo også en udgivelse fra Gyldendal - og så ved man, at det går galt! Også her er korrekturlæsningen mere end mangelfuld; men min favorit må da være nedenstående uddrag, hvor der fortælles om Dronningens navnesøster Margrethe I:

"Hun blev født i 1353 [....] og kun seks år gammel blev hun forlovet med den 18-årige kong Håkon 6. [.....]. Brylluppet fandt sted i København i 1363, og den tiårige barnedronning kom derpå til det norske kongeslot Akershus. Hun fødte i 1930 sønnen Oluf ...."

Det må da være den ældste moder i verden!!!! Men hvordan kan den slags overhovedet slippe igennem? I øvrigt er Oluf født i 1370 - så jeg kan slet ikke se, hvordan det kan ske - det er jo ikke et enkelt tal, der er smuttet? 

Alt i alt var jeg lidt skuffet; forventningerne var måske for høje - og der er jo grænser for, hvor langt Dronningen vil give noget af sig selv. Det ved vi. Men så er endnu en biografi måske unødvendig - for det synes jeg desværre det var langt mere end en samtalebog.