Sunday, July 23, 2017

Helbrederen - Noah Gordon



























  • Engelsk
  • 16.-23. juli
  • 768 sider
  • Originaltitel: The Physician

Jeg så faktisk denne i et dansk supermarked - og på dansk; det var et rigtigt godt tilbud - men altså desværre på dansk. Men den fandtes jo derude i en originalversion, som jeg fik anskaffet mig. Jeg havde aldrig hørt om denne trilogi før - og dog er den fra 1986.

Det er faktisk tankevækkende, at der tilsyneladende var en bølge af historiske mammutromaner i den periode, som kommer frem igen nu. Folletts Jordens Søjler er fra 1989 - men fik jo sit helt store internationale gennembrud for ganske få år siden. Måske var interessen for middelalderen ikke stor nok i de hurtige 1980'ere, hvor alt jo gik så fantastisk?

I Helbrederen er vi endnu længere tilbage end Follett; han starter i 1021 i London med den lille knægt Rob Cole, hvis mor dør i barselssengen. Umiddelbart inden holder han hendes hånd, og kan der mærke, at hun vil dø. En skræmmende fornemmelse for en lille dreng. Ikke lang tid efter dør faderen - og nu er der fire forældreløse børn. De havner vidt forskellige steder; men Rob er den sidste tilbage i huset, da en omrejsende barber/kirurg, som var datidens tætteste svar på en læge. 

Det var både en gøgler, en fupmager, der solgte mystiske miksturer (som slet ikke var så mystiske) og som samtidig kunne ordne mindre skader. Det meste var selvlært eller overdraget under en læretid, som den unge Rob nu kommer i. De rejser land og rige rundt - men det er også til tider farligt. Dør en patient efter deres indblanding er der ikke langt til anklager om hekseri.

Men Rob fascineres af lægekunsten, og opdager, at der findes nogle med mere avancered kundskaber. Ingen vil dog lære fra sig, men langt om længe møder han en jøde, der fortæller ham, at man i Ispahan kan komme på en skole, hvor kunsten læres. Dog accepterer de kun muslimer og jøder, så da hans læremester dør, begynder Rob stille og roligt at forvandle sig til jøde i udseende, og drager mod Persien.

Det er en enestående skildring af de religiøse forskelle mellem kristendommen og jødedommen; men også islam, som han må få et indgående kendskab til under sine studier i Persien. På en tid, hvor vi stadig var noget så barbariske i Vesteuropa, var araberne jo nået meget langt indenfor medicinvidenskaben - men der er stadig det helt store dilemma, som også Michelangelo døjede med 500 år senere - man må ikke obducere lig. Al viden om menneskekroppens indvendige sammensætning får man fra grise - og Rob er konstant ude efter at sprænge disse grænser.

Det er spændingsmættet med krig og kærlighed; men også filosofisk med hans religiøse skærmydsler - ikke mindst, da han gifter sig med en kristen. Og endelig vender han tilbage til England - men kan aldrig sige, hvor og hvordan han er blevet læge. Var det så det hele værd?

Det er en roman, der læser sig selv - man forsvinder hurtigt helt ind i den; jeg havde "desværre" fire dages ferie i Bruxelles undervejs, hvor jeg var sammen med venner konstant. Da lagde jeg den helt fra mig - men nu skal toeren også snart læses. Jeg så til gengæld en trailer af den filmatiserede version, og den tror jeg ikke, at jeg skal se - det virkede lidt fjernt fra den skrevne version.

No comments: