Den gule hund (Maigret VI) - Georges Simenon

• Fransk
• 12. december
• 190 sider
• Originaltitel: Le Chien jaune

Kan en hund være morder? Simenon fik mig næsten til at tro det i dette sjette bind af Maigret-serien; for nogle af skuddene falder temmelig tilfældigt og der er altid en grim gul hund, der strejfer rundt i nærheden af gerningsstederne.

Men faktisk er der kun et enkelt mord, da startskuddet (i bogstaveligste forstand) rammer ved siden af! Det er den ene af fire mænd, der hver aften spiller kort i baren på det lokale hotel i en by ved den franske kyst. Han overlever - men dagen efter, da de tre andre sidder ved bordet, opdager de pludselig, at flaskerne indeholder stryknin! 

Og så forsvinder en af dem - som pudsigt nok er vicekonsul af Danmark. Og så dør en af dem af forgiftning. 

Panikken breder sig i byen, og borgmesteren synes, at Maigret tager alt for let på tingene. Han tusser lidt rundt, og snakker med folk. Han drikker sine øl på hotellet, alt imens han forhører men ikke anholder nogle. Det kan man jo ikke forstå, og borgmesteren ser det lidt som en parisisk snobisme - og ineffektivitet især. Selv den unge inspektør Leroy, som er med Maigret for første gang, ved ikke, om han skal se op til denne chef. Alle roser ham jo - men der sker jo intet i sagen?

Hunden er der hele tiden - men ingen ved, hvem der ejer den. Hunden bliver målet for befolkningens raseri, da den bliver lynchet; men Maigret redder den. Inden den igen forsvinder ...

Der er fuld fart på spændingen igen; og bag al roen funderer Maigret. Pludselig kalder han dem alle sammen - og fortæller alle, hvem der har gjort, hvad, hvornår og hvorfor! 

Det gør han selvfølgelig i 11. kapitel selvom han slutter bogen på 190 sider denne gang. Men det er den eneste afvigelse i hans principper. Det morer mig altså!