Saturday, August 6, 2016

The Last Train to Zona Verde - Paul Theroux



























  • Engelsk
  • 3.-6. august
  • 353 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Paul Theroux er en yndling hos mig! Men han er ikke længere ung, og der bliver længere mellem hans rejser - og muligvis er den sidste allerede foretaget.

I denne bog vil han rejse langs med Afrika op fra Cape Town, som han gjorde det ti år tidligere i Dark Star Safari - men denne gang ved at følge den vestlige kyst af Afrika. Det er lande, der er markant anderledes og steder, han ikke tidligere har været - nemlig Namibia og ikke mindst Angola, som er et meget lukket land endnu, når det gælder turister.

Men han starter i Sydafrika med at besøge nogle af de townships og slumkvarterer, han besøgte ti år tidligere - i det naive håb, at noget har ændret sig til det bedre. Han bliver nok lidt desillusioneret - for på trods af den stadigt stigende strøm af ulandshjælp, så synes det ikke i hverdagen for landets mange utroligt fattige. Som altid er Theroux meget kritisk overfor distributionen af ulandshjælp - men i denne bog får han også lige givet et hug til de berømtheder, der rejser til Afrika for en hurtig polering af glorien - som Madonna, der byggede et børnehjem i Malawi og tog et barn med hjem som souvenir. Eller som Angelina Jolie (med kæmpe familieslæng), der opholdt sig i Namibia for at føde - nok mere for at få fred end for at hjælpe landet. Han kommer med flere eksempler - og de er desværre rigtige, og lidt triste at læse om.

Efter sin rundrejse i Cape Town og nogle reflektioner over, hvordan det er at rejse som den ældre mand han jo nu er - 70 år - begiver han sig nordpå til Namibia. Her ser han luksussafarier, og konfronteres igen med sine dilemmaer. Først og fremmest overfor udnyttelsen af dyr til turisters fornøjelse - lige så frie og glade, ejeren jo påstår, at de er ... så er de i lænker. Ikke lang tid efter, at han er rejst dræber en af elefanterne en dyrepasser; hvilket jo kun bekræfter ham i hans overbevisning.

Det andet dilemma er turisterne - der i Namibia flyves ind til safarier, der koster per nat, hvad det vil tage en lokal familie et liv at spare sammen. De turister, som nu synes, at Afrika er fantastisk fordi de ser en Out of Africa-version af det. Men de sætter aldrig deres ben i slummen, og vil helst ikke vide, at den eksisterer. Jeg ville nok ikke sige nej til en oplevelse, som han beskriver - det lyder jo fantastisk at sidde der på savannen og få serveret middag i stearinlysenes skær, mens elefanter græsser ved siden af! Men jeg husker nok endnu bedre de seks uger, jeg tilbragte i en lille landsby i Senegal. Det var ikke dyb slum, for de levede egentlig OK - selvom det intet har at gøre med vores rigdom. Men det var blandt dem, og ikke som en ophøjet tilskuer i et cirkus.

Angola viser sig at være en prøvelse at komme ind i; efter mange års borgerkrig er landet ødelagt og tiltrækker slet ikke turister.

Jeg lærte overraskende nok, at det også er et af de rigeste lande i Afrika på naturlige ressourcer - men igen kommer disse sjældent lokalbefolkningen til gode i et land, der er korrupt, som man kun finder det i Afrika. 

Theroux selv synes faktisk, at det er et gudsforladt og skrækkeligt sted, hvor man som rejsende virkelig kan spørge sig selv, hvorfor man rejser for at se den slags.

Han filosoferer over formålet med at rejse, og hvordan man skal gøre det. Der kommer mange fine henvisninger til anden litteratur, og som altid er det hans møde med 'manden på gaden', der gør hans beskrivelser så unikke. Men han ved også, at det nok er tid at stoppe - det er stadig muligt for ham rent fysisk at rejse; psykisk er han en evig rejsende - men fornuften siger ham, at det også er OK at rejse hjem. Og at der faktisk i hans hjemland, USA, er lige så meget elendighed at se. Men hvor turisterne i Sydafrika betaler penge for at se slum, så ville de aldrig bevæge sig hen i deres egen bys slum - igen yderst tankevækkende.

Derfor var det med en melankoli, at jeg læste hans bog - fordi hans egen melankoli træder så tydeligt frem - men han har givet så utroligt meget gennem hans bøger; og jeg har da endnu nogle til gode. Ellers kan jeg jo kaste mig over hans mange fiktive romaner, hvoraf også en del er temmelig eksotiske.

No comments: