Monday, December 14, 2015

En Syrie - Joseph Kessel



























  • Fransk
  • 12. december
  • 89 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Denne må da siges at være aktuel, selvom den er 90 år gammel!

Men Syrien er - eller var skal man måske sige - et af smukkeste lande i verden; med en helt fantastisk kulturarv, som til dels er ved at forsvinde helt og aldeles på grund af krigen. 

Så at læse om, hvor fascinerende dette land var for de store rejsende for mange år siden, er både lidt opløftende og lidt trist. Kessel var meget ung, da han kom til Syrien - det var en af hans første rejser, da han var blot 28 år gammel. Hans rygte er endnu ikke så veletableret, og han må kæmpe lidt mere for at få sine interviews. Men han har allerede den særegne måde at nærme sig opgaven på, som også kendetegnede Kapuscinski og langt senere Theroux. Rejsende, der lever sig ind i landets kultur og mennesker, og ikke blot betragter på afstand som nutidens charterrejsende.

Syrien var på det tidspunkt under fransk styre - hvor er det grotesk at tænke på, hvad der nu sker! Den dominerende klasse var derfor den hvide, europæiske eller lokale, men kristne minoritet. Muslimerne var de fattige, bønderne .... masserne. Men landet var påvirket af de utroligt mange små minoriteter, der skulle sameksistere - måske starter had og krig lige dér for at eksplodere senere? Et minde om overherredømme, der senere skal hævnes?

Der er selvfølgelig uendelige og kendte årsager til disse konflikter - men sørgeligt er det, at et lands kulturarv uanset, hvem der har skabt det, ødelægges på grund af ideologi. For netop disse lande i Mellemøsten med deres blanding af islam og kristendom havde en helt særlig skønhed, som nu er forvandlet til den grummeste grimhed.

Det gør lidt godt i sjælen at læse om storhedstiden. En anelse håb måske også?

No comments: