Friday, December 11, 2015

Det forsvundne barn - Elena Ferrante



























  • Engelsk
  • 7.-10. december
  • 474 sider
  • Engelsk titel: The Story of the Lost Child

Den sidste del af Elena Ferrantes serie om de to veninder gled til gengæld ned med rygende fart i modsætning til de tre tidligere. Jeg har næppe nogensinde læst en serie, hvor det hele først falder på plads og giver mening ved slutningen. Ikke som ved en krimi, hvor man overraskes til sidst - nej, den der dybe forståelse af hele historiens opbygning. Hvorfor forfatteren skrev som hun gjorde; hvorfor tingene tog den tid, de gjorde. Og med denne slutning ser man også de tre foregående bøger i et helt andet lys. Det er måske ikke godt for den utålmodige læser - men til den, der vil belønnes med en smuk læseoplevelse er det noget af det bedste!

Elena skriver jo hele historien som hendes personlige nedfældelse af hendes oplevelse af venskabet; det er ikke en parallel historie, hvor de to protagonister spiller en ligeværdig rolle. Den starter med et tilbageblik i første bind, og den slutter med den krølle på halen, der gør, at man forstå indledning men så sandelig også de knap 1.800 mellemliggende sider.

Elenas hele historie er en kamp med sig selv for at forstå hendes forhold til Lina/Lila igennem dennes handlinger imod andre og hende selv - og til dels mod sig selv. Det er en udrensning for at få Lila ud af sit system, fordi hun hele sit liv har fyldt alt, alt for meget. Hun har dikteret Elenas livsvalg direkte og indirekte. Hun har påvirket hendes karriere, hendes mænd og hendes børn og afholdt hende fra at være sin egen dommer.

Tidsmæssigt er det efter de begge er blevet mødre som 36-årige, og i modsætning til de tidligere års lidt afbrudte perioder i venskabet, nu nærmest lever i symbiose. Elena har forladt Nino, Linas tidligere elsker - og de flytter ind i samme ejendom i to lejligheder oven over hinanden.

Indtil den dag, hvor den ene af de to små piger forsvinder. Det bliver jo et nærmest metaforisk symbol på det bånd, der er mellem to veninder og som overføres til de to voksne kvinder.

Samtidig er det en voldelig periode med drab og opgør politisk; deres kreds af barndomsvenner indskrænkes ... og de kæmper for ikke at hade hinanden for meget i alle de beskyldninger, der flyver gennem luften.

Endelig da Elena flytter fra Napoli igen og de er mere end tres år gamle, da brydes båndene. Elena skriver en bog om venindens forsvundne - fordi hun nok aldrig har levet sit eget liv udelukkende, men altid lånt fra Lina. Det bliver måske dødsstødet og slutningen er faktisk barsk men smuk. Den eneste rigtige forløsning for dem begge. Men trist en forløsning og en binding, der skulle have været kappet mange år tidligere.

Tilbage står man så stadig og undrer sig over, hvor meget selvbiografi, der var i bogen - og hvor meget fiktion. Jeg hælder bestemt mest til det første - især slutningen taget i betragtning. En historie, der kunne skrives når visse ting var 'ordnet'.

Så uanset min skepsis undervejs, så blev jeg rigt belønnet for min tålmodighed.

No comments: