Thursday, December 19, 2013

Canada - Richard Ford


 
 


























  • Engelsk
  • 10.-18. december
  • 515 sider
  • Dansk titel: Canada
 
Jeg har vist sjældent været så lang tid om at læse sølle knap 500 sider; og der var virkelig øjeblikke, hvor jeg troede, at det ville være umuligt. Og alligevel er Fords store dannelsesroman udråbt til at være en af de senere års helt store mesterværker.
 
Den 15-årige Dell starter sin jeg-fortælling med at lægge hårdt ud; den indledende paragraf forklarer kort og kontant, hvorfor hans liv på en enkelt dag blev ændret, da hans forældre besluttede at røve en bank. Det er selvsagt lidt af en omvæltning i teenagerens og hans tvillingesøsters liv - og Dell forklarer med 50 års afstand, hvordan familien nåede til det voldsomme skillested i deres liv. Det hele foregår i et temmelig langsomt tempo, og måske var det det, der gjorde det svært for mig at holde godt fast. Hvis jeg kun læste 30-40 sider var der jo knap sket noget, og så følte jeg ikke, at det jeg kom godt ind i historien og personerne.
 
Samtidig må jeg indrømme, at jeg aldrig helt kom nok ind under huden på Dell til at kunne forestill mig ham. Han virkede som en lidt vag person, som lå under for søsteren. Som ikke gjorde oprør, da han vidste, at hele hans verden snart ville styrte sammen. Som accepterede at blive rykket rundt med, manipuleret og misbrugt. Selv som voksen virker det ikke som om, at han udvikler sig til en stærk karakter - muligvis fordi alle barndommens hændelser har ødelagt den mulighed.
 
Bogen er delt op i to vigtige dele - tiden omkring bankrøveriet i sommeren 1960 og tiden efter, indtil søsteren forsvinder og lader ham alene tilbage. Den anden del handler om de få måneder han tilbringer i en gudsforladt lille by i Canada i efteråret, hvor han er sendt hen for at undslippe ungdomsinstitutioner eller børnehjem i USA. Den periode af hans liv ender med, at han bliver vidne og medsammensvoren til et drab og igen bliver sat på en bus og sendt videre. Af andre - og uden selv at tage ansvar for sit liv. Måske er det hans apati i forhold til de utroligt voldsomme hændelser, der irriterer mig?
 
Selvfølgelig handler det meget om grænser. Der er den åbenlyse i bogens titel, hvor han flytter sig fysisk fra USA til Canada for at gemme sig. Der er grænserne, der overskrides af hans forældre og de konsekvenser det får for hans liv. Der er grænserne, han opdager hos den mystiske Arthur Remlinger i Canada - og den grænse, han selv er med til at overskride ved at være vidne til mordene på Remlingers fjender. Han må til stadighed forholde sig til disse ændringer, og han analyserer som aldrende, hvad det betød for ham som individ. Men igen med en vis fatalisme, som ikke overbeviser mig fuldstændigt.
 
Sproget er dog ganske underholdende og overraskende til tider. En af mine yndlingssætninger, er da, han fortæller om dagene lige inden bankrøveriet - og hvorfor moderen dog ikke strittede imod og sagde nej. Men som han siger:  "There was not access to common sense." Det er jo en fantastisk sætning - og set i det lys var det en god læseoplevelse. Blot ikke på højde med mine forventninger.
 

Tuesday, December 10, 2013

Le Piège de Dante - Arnaud Delalande


 

  • Fransk
  • 7.-9. december
  • 538 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
 
Jeg havde jo faktisk forsvoret at læse flere af Delalandes historiske krimier - men så trængte jeg til lidt let underholdning; og den lå lige og grinede op til mig med sin makabre venitianske maske.
 
Dantes fælde, som den danske titel ville være, er faktisk forløberen til den senere krimi - men de kan læses absolut uafhængigt. Det er tyve år tidligere og den noget yngre Pietro Viravolta sidder i fængsel i Venedig, dømt for sin lidet kristne opførsel med eventyr med både gifte kvinder og nonner. Hans cellekammerat er da heller ingen mindre end Casanova. Året er 1756.
 
Men Venedig er i fare; et bestialsk mord er foregået på et lille teater i byen - og samtidig forbereder man endnu en sæson af det berømte venetianske karneval, som skal åbne på Kristi Himmelfartsdag med den årlige bryllupsceremoni, hvor dogen kaster en guldring i Adriaterhavet som symbol på byens afhængighed af havet. Et symbosk bryllup mellem by og natur.
 
Nogle mener dog, at byens borgere efterhånden går mere op i tant og fjas, og ikke længere er interesserede i at udbygge byen som handelscentrum - og byens status er for hastigt nedadgående. De vil derfor have væltet dogen, og indføre et mindre demokratisk styre end det eksisterende, hvor dogen netop er begrænset af sine mange rådgivere.
 
Viravolta bliver frigivet under visse betingelser; og han skal arbejde som hemmelig agent for dogen for at opklare de mystiske mord, som hurtigt tager til. Hvert mord ledsages af en lille tekst, som illustrerer og fortolker måden, hvorpå mordet er foregået. Det tager ikke lang tid for Viravolta at finde oprindelsen i Dantes Guddommelige komedie. Jeg har aldrig selv læst den - men den optræder jo hyppigt i andre litterære værker på grund af sin symbolik og særprægede opbygning med de ni cirkler.
 
Murakamis Kafka på stranden er bestemt inspireret af Dantes helvedesforestillinger - men også den smukke bog af franske Gaudé, som beskriver en fars symbolske nedstigning til Helvede i helelsesprocessen ovenpå sin søns død. Jeg tror nu aldrig jeg får læst Dante selv, men det er fint at kende grundbegreberne så man forstår allegorierne, når man møder dem i andre værker.
 
Det er måske min eneste åbenbare interesse i Delalandes krimi; historien er ligesom i den næste lidt tynd, hvad angår spænding og overraskelse. Jeg fandt den faktisk udelukkende interessant ud fra netop de historiske aspekter med historien om det venetianske karneval og ritualerne deromkring - altid godt med en lille reminder af sin almenviden. Og så for uddragene og fortolkningen af Dante. Men min overordnede mening om Delalande har desværre ikke ændret sig. Jeg forstår dog bedre og bedre, at det være ham selv - den desillusionerede forfatter i hans enestående nutidige roman. Forhåbentlig fortsætter han i den retning i stedet!

Friday, December 6, 2013

Caravaggio

























  • Fransk
  • 6. december
  • 96 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Forberedende studier! Jeg har en romaniseret udgave af Caravaggios liv liggende fra en museumsbutik i Paris i august; og så var det en passende anledning til at læse Taschens kunstbog om den kontroversielle italienske maler.

Jeg har en del af Taschens bøger i dette format, som i forbindelse med deres 25-års jubilæum b lev solgt til den fantastiske sum af 10 EUR. De har alle samme sidetal og samme lækre papirkvalitet - og et format, som ikke egner sig til sporvognslæsning. Men jeg bruger dem som opslagsværker, og når jeg læser uddybende bøger om malerkunst, som fx om Van Eyck.

Caravaggio er intrigerende; han levede på en tid (1571-1610), hvor begrebet homoseksualitet ikke var åbenlyst, men afsløredes af detaljer som hans valg af unge smækre fyre i malerierne - og stort set ingen kvinder før han sent i sit liv var tvunget til at male religiøse motiver. At han har malet en del udgaver af Sankt Sebastian er ikke bevis nok - det er der heldigvis mange, der her; for det er netop et af mine yndlingsmotiver men allerhelst i El Grecos udgave, som hæner på Prado i Madrid.

Han var en udpræget ballademager, der nægtede at indordne sig og gang på gang chokerede med sine obscene fortolkninger af bibelske motiver. Han levede lige så godt i Roms luderkvarterer som i kardinalpaladserne - måske foretrak han ligefrem den katolske kirkes mandlige selskab fremfor de kvindelige ludere?

Men mest af alt er han jo kendt for sin chiarascuro-teknik, som mange andre har efterlignet siden - se blot Rembrandt! Men han kom altså efter Caravaggio, som måtte vente i århundreder på anerkendelse.

Når jeg læser kunstbøger med alle de smukke illustrationer har jeg altid min lup i nærheden; der studeres i detaljer - og selvom dette ikke er den komplette samling, så er det en fin gennemgang af hans vigtigste værker. De figurerer nemlig meget i romanen, så jeg er godt forberedt til en efter sigende fantastisk læseoplevelse.

Self Portrait - Man Ray

























  • Engelsk
  • 398 sider
  • 2.-5. december
  • Dansk titel: Ikke oversat

I starten af november var jeg på Gl. Holtegaard og se den fantastiske udstilling med Man Ray. Den kan i øvrigt nås endnu, og kan varmt anbefales. Der købte jeg hans selvbiografi - eller selvportræt, som det jo passende må hedde, når det er en fotograf.

Det er ikke tit, jeg læser selvbiografier - principielt er det vel selvhøjtideligt at sætte sig ned og dele hele sit liv med verden. Derfor ender det jo oftest med at være biografier - som regel posthume. Men visse mennesker har et liv, der er så spændende og anderledes, at det kan være underholdende og værd at læse om. Man Ray har altid haft en stor stjerne hos mig - et af hans fotografier fra hans afrikanske serie fra 1926 står indrammet på mit natbord - ikke en original, nej! Jeg så en anden del af den afrikanske serie på Quai Branly-museet i Paris i august - så en selvbiografi blev fluks revet med hjem.

Man Ray startede som en almindelig ung mand i en ganske almindelig amerikansk familie, som så lidt ilde til drengens kunstneriske tilbøjeligheder. I starten af det 20. århundrede var det næppe vejen frem; men han holdt fast og forsøgte sig ved diverse kunstskoler og kurser. Men det var tilsyneladende heller ikke vejen frem at følge den klassiske stil, som dominerede på den periode, og hans malerier har da heller aldrig kategoriseret sig som klassiske.

I stedet tog han i 1920'erne til Paris; og kom ind i kredsen af dadaister og surrealister. Det var også her, at han først stiftede bekendtskab med fotografien, som ligeledes var klassisk i den forstand, at det var portrættering og tilmed en besværlig og dyr hobby.

Hemingway har skrevet en fantastisk bog om sine år i Paris; og når man læser Man Ray fortælle om sine kliker, kan man kun misunde dem lidt. Det virker som om, at de blot hoppede af båden og satte sig hen på Café Flore eller lignende med slænget - Dali, Giacometti, Picasso, Gertrude Stein, Paul Eluard, André Breton og man kunne blive ved. Absolut ikke kedelige venner at have - og Man Ray fortæller da også indlevende om alle de narrestreger de foretog sig såvel kunstnerisk som i private sammenhænge.

Men han fortæller også om sine turbulente parforhold; om kvinder, der blev slået - fordi de begge var oppe at slås. Han var ikke voldelig, men der var meget god vin og mange fyrige kvinder, som bestemt forstod at slå igen. Det viser dog den ærlige og oprigtige side af selvbiografien - der er ingen sminke her.

Han fortæller om sin kunst, om sin opfattelse af kunsten - og hvordan en dadaist samtidig kan være beundrer af Uccello og da Vinci. Det er virkelig de kunstretninger, jeg i malerkunsten, aldrig har været mest glad for - jeg er jo dyb tilhænger af Quattrocento og flamsk renæssance - men jeg kan forholde mig til det, når man samtidig snakker da Vinci!

Jeg kender som mange andre sikkert mest til Man Ray fra hans fotografier; et af hans mest berømte er Violon d'Ingres fra 1924, som er ryggen på hans mest turbulente elskerinde, danserinden Kiki. Det er inspireret af den klassiske maler Ingres, som var fascineret af violiner, og har dermed lagt navn til udtrykket un violon d'Ingres, som på fransk betyder, at man dyrker en hobby, som er milevidt fra ens oprindelige felt. Med Man Ray kan man spørge sig selv, om det er fotografiet, der er hans violin eller hans malerier og surrealistiske skulpturer?

I hvert fald en passioneret bog om et utroligt spændende menneske. som kun gør det mere interessant at se hans værker i fremtiden.

Sunday, December 1, 2013

Je vous écris du Vel'd'Hiv - Karen Taieb

























  • Fransk
  • 1. december
  • 214 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Skandalen i Vel d'Hiv - le vélodrôme d'Hiver - en cykelløbsbane i centrum af Paris er hovedtemaet i Tatiana de Rosnays roman fra 2008, Sarahs nøgle, som jeg omtalte her og som forfatteren selv kommenterede. Det er en rørende og barsk bog - men det er en roman. Historien om Vel d'Hiv er også en reel tragedie med reelle personer.

I juli 1942 tilfangetager politiet tusindvis af jøder i det indre Paris - oftest angivet af emsige portnerkoner, som efterfølgende tjente lidt håndører ved at fremleje de knapt efterladte lejligheder til franskmænd. Mændene havde i lang tid levet i skjul, og selvom der blev arresteret 3.000 mænd, var de ikke de hårdest ramte. Det var til gengæld kvinder og børn i den største massearrestation og massakre under 2. verdenskrig i Frankrig. Næsten 6.000 kvinder og mere end 4.000 børn under 12 år blev samlet op og ført til en indendørs cykelløbsbane, hvor de blev indespærret i et par dage. De blev overført til lejre udenfor Paris for at camouflere akten; her blev børn skilt fra deres mødre - de blev separat sendt til Auschwitz og direkte i gaskamrene.

Hele operationen var nøje planlagt gennem måneder, og blev udført af 4.500 franske politifolk. Det var ikke Gestapo, det var ikke tyskerne... det var franskmændene selv; det var Vichy-regeringens ønske om at 'hjælpe' tyskerne, der var baggrunden for det. En akt, som det tog den franske stat årtier at erkende og undskylde.

Begivenheden er siden de Rosnays roman også filmatiseret i den meget smukke franske film La Rafle fra 2010, som varmt kan anbefales.

Men her er det de berørtes ord, der rammer én. De jødiske kvinder, mænd og børn - langt flest kvinder og børn, der endte indespærrede. De anede ikke, hvilken skæbne, der ventede dem, men de bekymrede sig for deres lejligheder og for, hvordan de skulle skaffe mad. De skrev breve, og en stor del af dem blev smuglet ud af franske brandmænd, der efterfølgende fik fri fra arbejde for at styrte Paris rundt og fordele de mange hundrede breve i forskellige postkasser for at undgå, at de blev opsnappet.

Ikke mange af de breve findes i dag - eller også er de gemt steder, hvor man ikke tænker over det mere. Men måske er de ganske enkelt forsvundet, fordi brevene i sig selv ikke havde meget værdi for 70 år siden? De indespærrede holdt sig nemlig oftest til 'banaliteter', såsom at bede om pakker med sukker, brød, sæbe og tøj - de anede ikke, at næste etape var en fransk lejr i Drancy eller Pithiviers og derefter direkte med toget til Auschwitz og gaskamrene. Havde de vidst det, hvad ville de så havde skrevet? Og til hvem?

Det er historier om familier, der håbede, at de ville komme ud igen - eller komme igennem en arbejdslejr og vende tilbage til Paris. Det er historier om familier, der blev skilt ad og hvor de små børn helt ned til 2-3 års aldermen ofte var alene i en lejr inden de blev sendt med en børnetransport til Auschwitz uden et kendt ansigt omkring dem. Det er personer, der slet ikke kan forstå, at de som franske statsborgere kan ende det sted. Det er vidner om en uretfærdighed så stor, at man aldrig magter at forstå den.

Som bilag til bogen er der en afskrivning af den komplette ordre, som blev sendt af politichefen til alle politidistrikter i forberedelse af aktionen. Mange af kriterierne for anholdelse blev ikke overholdt - men uanset om de var polakker eller franskmænd på papiret, så blev de solgt til den sikre død uden hjælp fra det land, de havde valgt at bosætte sig i.

Der er ikke mange solstrålehistorier iblandt. Det kan der ikke være. Vel d'Hiv omfattede 4.115 børn, 5.919 kvinder og 3.118 mænd. Under hundrede personer vendte hjem og deraf var der ingen børn.