A l'ouest rien de nouveau - Erich Maria Remarque

• Fransk
• 27.-28. august
• 254 sider
• Dansk titel: Intet nyt fra vestfronten

En klassiker om et klassisk emne! Jeg har læst en del bøger om 1. Verdenskrig og fra flere vinkler - den tyske, den franske, den engelske, privatpersonen, soldaten ... og alligevel fremstår denne roman som én af de helt store klassikere på samme måde som Primo Levi, når det gælder 2. Verdenskrig og kz-lejrene.http://www.blogger.com/blogger.g?blogID=2494098530338375879#editor/target=post;postID=5906748388695616231

Bogens hovedperson, den unge Paul Bäumer, kommer til fronten som 18-årig sammen med en flok kammerater hjemme fra skolen; en helt generation af unge mennesker, som kommer til at leve i en tidslomme mellem generationer. De ældre, der drog til fronten med kone og børn og et arbejde og et liv at vende tilbage til - hvis de vel at mærke vendte hjem. De unge, der var for unge til krigen, men hvis liv ikke blev ødelagt af det, de så - og som kunne fortsætte deres studier og liv hele.

Pauls oplevelser ved den franske skyttegravsfront fortæller om angreb, hvor lemmerne flyver om ørerne på ham; om kammeraterne, der dør og hvordan de som store teenagere alt for hurtigt lærer, hvornår et menneske er ved at dø. Om trygheden ved at blive såret og få et frirum på hospitalet. Han fortæller om den barske humor, der er med til at få dem igennem dette mareridt - ikke hele, men blot for at kunne udholde tiden. Tiden til de dør eller til krigen er ovre.

Det er en filosoferende bog over det krig gør ved mennesker og især de unge, som Remarque selv, der kom til fronten i samme alder og derfor erindrer krigen fra egne oplevelser.

Der er også reflektioner, som stødte mig - sådan er det med romaner fra en tid, hvor en kolonialistisk racisme regerede. Ligesom i Célines Rejsen til nattens ende, som rystede mig dybt, er der også her en beskrivelse og opfattelse af afrikanere, som gør mig dårlig at læse.
I min egen oversættelse fra den franske udgave giver det:

"Vi adskiller os knapt fra junglens negre, når det angår det ydre fysiske liv;
men disse har ingen problemer med altid at være sådan,
fordi det netop er naturligt for dem og allerhøjest kan de fortsætte med at udvikle sig ved en kraftanstrengelse af deres evner; hos os, derimod, arbejder de indre kræfter ikke mod en udvikling men mod en regression. Det som er naturligt for dem og en selvfølge, opnås hos os kun igennem angst og kunstgreb."

Det er barske ord at læse, selv i en roman, der er 85 år gammel - jeg forsøger at huske mig selv på, at det var den gængse verdensopfattelse dengang. Men det støder mig i en pacifistisk roman, hvor forfatteren er fortaler for fred og samdragelighed. Dette gælder tilsyneladende ikke på alle planer og for alle mennesker.

Men det er selvfølgelig en barsk roman; en storslået roman, hvor man røres dybt af slutningen, da Paul endelig falder ved fronten - og krigsbulletinerne hjem til pressen skriver, at der intet nævneværdigt skete den dag. Blot en stille dag ved fronten - men for tusinder af mennesker og familier var hver dag i fire år en gru. Enten for dem, der ventede derhjemme og når soldaterne var på orlov, fortalte de sjældent den fulde gru om madmangel, skyttegrave og døde soldater. Men også for de mange - ikke mindst de helt unge - som var så desillusionerede, at døden til sidst var en lettelse fremfor udsigten til at skulle tilbage til en verden, man ikke længere kendte eller kunne være en del af.

Robe de marié - Pierre Lemaitre

• Fransk
• 25.-26. august
• 314 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Dette er den anden krimi, jeg læser af Pierre Lemaitre - og allerede kan man ane en rød tråd i hans temaer; derfor bliver man muligvis hurtigt lidt træt af dem - men det er hurtigt og relativt underholdende.

Ligesom i Alex er der en kvinde, der misbruges af en mand, Her er det dog den mest raffinerede form for terror, den unge Sophie udsættes for. I bogens første del oplever vi, hvordan hun slæber sig igennem en ynkelig eksistens under falsk navn og ved sort arbejde for at undgå politiets opmærksomhed. Hvordan hun tænker tilbage på, hvad hun engang havde - en fin lejlighed i Paris, en mand, hun elskede og et fantastisk job.

Indtil svigermoderen døde ved et fald ned ad trappen; indtil manden blev lammet i en trafikulykke og siden begik selvmord på hospitalet, Indtil hun pludselig en dag strangulerer den 6-årige dreng, hun passer - og hvorefter hun starter sin flugt igennem Frankrig, fast overbevist om, at hun har flere mord på samvittigheden. Hele tiden på vagt og hele tiden ved at skifte opholdssted - indtil hun finder løsningen. Hun køber sig til nye falske papirer og møder en mand igennem et ægteskabsbureau og gifter sig med Frantz efter kun nogle ugers bekendtskab - men det kan give hende rene papirer og fred og ro.

Anden del af bogen er Frantz' dagbogsnotater fra han første gang opsporer Sophie i Paris i maj 2000; det er helt bevidst, at han skaffer sig adgang til hendes lejlighed og hendes computer. Han sletter mails, han fjerner ting fra lejligheden og lægger dem tilbage igen, han udskifter hendes natursovemedicin med antidepressive farlige piller. Han ødelægger Sophie stille og roligt - og det er selvfølgelig ham, der begået drabene.

Han følger Sophie på tværs af Frankrig, og er der den dag hun desperat skal bruge et ægteskab. Selve det plot opdager man derfor ret hurtigt - men hvad er hans motiv? Det afsløres i den tredje del, som ændrer magtbalancen imellem de to og afslutter mysteriet, da Frantz selv kaster sig ud over balkonen iført sin mors brudekjole - deraf titlen.

Der var dog nogle tekniske fejl, som jeg fandt umådeligt irriterende:

• I starten af Frantz' indgriben i Sophies liv stjæler han hendes pung, og konstaterer, at der kun er knap 30 EUR i den. Det var i maj 2000, og Euroen blev indført den 1. januar 2002. Sjusk!
• I november 2000 køber han den ulovlige medicin over nettet, og skriver, at medikamentet inden det blev taget af markedet havde været en stor succes som slankemiddel i starten af 2000-årtiet - hvoraf altså kun 11 måneder er gået. Utroværdigt og sjusket igen!
• Sophie slipper til sidst væk, og Frantz dør som sagt - men hun beholder sin  nye identitet og går ikke til politiet på trods af solidt bevismateriale imod Frantz. Hun er samtidig stadig på listen over de mest eftersøgte kvinder i Frankrig på grund af de mord, man tillægger hende - så uanset nyt navn, har hun ikke et nyt ansigt. Det giver måske mere spænding til den psykologiske kamp de to imellem, men virker ikke plausibelt i et retssamfund.

Men alt i alt ganske underholdende - omend ikke på det høje niveau som Alex var.

The Habsburgs Embodying Empire - Andrew Wheatcroft

• Engelsk
• 20.-24. august
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
• Bogudfordringen 2012

Efter en miniferie i Wien kommer man hjem med hovedet proppet af kunst - og ikke mindst af historien om Habsburgerne, som står bag ét af verdens smukkeste kunstmuseer, KHM i Wien. Det var derfor nærliggende at forlænge kulturindtaget med en historie om familien bag.

Wheatcrofts historiske biografi er ikke en kronologisk historie, men tværtimod en ny og anden indfaldsvinkel indenfor denne type bøger, synes jeg. For det første ville det jo være umuligt på lidt mere end firehundrede sider at beskrive ni århundreders familiehistorie - som endte med det tragiske drab i Sarajevo, som førte til 1. Verdenskrig. Habsburgernes historie starter nemlig ydmygt i det 11. århundrede, hvor de ikke var meget mere end store landbesiddere - men de endte med at regere som tysk-romerske kejsere over det meste af Europa i det 16. århundrede.

Deres familie delte sig i de spanske og østrigske grene, som uden mandlige arvinger endte med den voldsomme strid mellem det kejserlige og det franske hof i starten af det 18. århundrede - da alle ville have fat i det spanske kongedømme.

Som sagt er det voldsomt meget historie, og umuligt at behandle i dybden på så få sider. Wheatcrofts indfaldsvinkel er mere orienteret om marketingsfunktionen i Habsburg-familien. Kan en sådan eksistere i middelalderen? Absolut!

Habsburgerne var som sagt ikke rige og magtfulde fra starten; men de havde en uovervindelig tro på deres ret til at regere verden som de eneste rigtige og værdige emner. De vandt ingen glorværdige krige, men kom frem i verden i kraft af berigende ægteskaber og senere en konsekvent management af familien. Det betød, at man giftede sig i familien - med en deraf følgende indavl til følge, som muligvis blev deres endeligt, da det skortede på sunde drengebørn.

De plejede deres image på en måde, som ikke mange andre familier har formået. Det franske hof var tit personificeringen af kongen - men ikke familien. I Italien var især Medici-familien rig og magtfuld; men de plejede ikke deres image og strategi på så langsigtet en måde som Habsburgerne gjorde.

Wheatcroft beskriver blandt andet de utallige værker familien bestilte for at cementere deres særstatius - og hvorledes de ordnede stamtræet, så de nedstammede i lige linie fra Noah. Det er ganske imponerende at læse om denne side af historien; jeg har tidligere mest beskæftiget mig med Karl V isoleret. Men der er mange farverige personnager i familien.

Det er dog også et af de svage punkter i bogen; der er uendeligt mange personer at holde styr på. Man læser med indtil flere bogmærker for at have nem tilgang til både stamtræer og noter - og alligevel er det svært; ikke mindst fordi forfatteren selv forvilder sig ud i forkerte familieforhold og årstal. Det er lidt irriterende - en historikers fornemste opgave må være at have fakta i orden. Jeg opdagede banale fejl - som skrivefejl i årstal, som giver et århundrede til forskel. Sjusk!

Men overordnet var det virkelig interessant - ikke mindst fordi den netop ikke stopper, da historien sætter en stopper for deres empire; men fortsætter med et kort indblik i hvordan klanen fungerer i dag - uden titler, uden mange penge... men ved at hævde navnet, traditionerne og familiehistorien.

Kultur må jo være at kultivere sig, derfor bliver denne bog mit bud på kategorien Kultur i Bogudfordringen 2012.

Zarens dværg - Peter Fogtdal

• Dansk
• 12. august
• 282 sider

Det er selvfølgelig helt og aldeles fjollet at læse de nyindkøbte danske bøger så hurtigt! Men fristelsen var for stor, da jeg tidligere havde forsøgt at finde denne i Danmark - men uden held. Denne gang fik jeg bestilt den under ferien, og jeg havde virkelig glædet mig til at læse den fantastiske historie om Sørine Bentsdatter.

Noget er opdigtet, men noget er sandt i denne historie om den modbydelige lille dværg Sørine, som er bitter og hader livet af et godt ord. Der er sikkert heller ikke grund til meget andet, når man lever en kummerlig tilværelse med en alkoholisk stodder i en ussel gade i datidens København. Men Sørine og hendes ynkelige mandfolk får en lille dreng på trods af hendes handicap - men han fødes med hareskår; livet vil tilsyneladende ikke være godt ved Sørine. Da pesten rammer byen i 1711 bliver den lille dreng syg, og inden han selv dør, smider hun ham i kanalen. For at afskære sig selv for smerten ved at miste, vælger Sørine selv at tage afsked.

Det samme sker med stodderen, som er ved at drikke sig ihjel - men det sidste skub mod døden får han af Sørine. Hendes livshad er for stort til at kunne magte kærligheden - fordi den altid indebærer tab.

Sørine har en udvej væk fra det usle liv, da hoffet hyrer hende som underholdning, da zar Peter den Store besøger Danmark i 1716. Han bliver så begejstret, at han tager hende med hjem til Rusland som gave fra den danske konge Frederik IV. I Petersborg bliver hun indlogeret med de andre hofdværge, og hurtigt forelsker zarens yndlingsdværg, Lukas, sig i hende. Men det kan ikke gå. Man kan ikke være lykkelig, og man kan ikke altid være så glad som Lukas er. Ikke når man er en dværg og ikke et menneske.

Sørine har en klar adskilning af de to; en dværg kan ikke være glad og må lide under de vittigheder, ydmygelser og fysiske forulempelser det medfører. Det er hendes livssyn, der har formet hende til den hadefulde person hun er. Hendes straf er tankerne og minderne, der forfølger hende og umuliggør enhver form for lykke. Hun hjemsøges af tankerne om drengen og manden, hun dræbte og så angriber hun Lukas. Dværgen udnytter sin forbindelse til zaren til at sende hende i et kloster, og selvom vilkårene er groteske og uhumske er det, det nærmeste Sørine nogensinde er kommet på at være i frem med sig selv; uden dog at blive omvendt af de fanatisk ortodokse præster.

Lukas henter hende hjem, og tror på, at de kan leve lykkeligt - men det er at kende Sørine dårligt. Igen ender det ulykkeligt, og Sørine må flygte ud af Rusland som guvernante for en polsk familie. Her kunne hun også have fundet fred og magelighed - men hun er aldrig tilfreds og muligvis for intelligent til at acceptere rollen som pauseklovn.

Først tilbage i København, der hærges af den store brand i 1728, genfinder hun den måske eneste person, hun nogensinde har stolet på - Kongens notar Rasmus Æreboe. Under branden føler hun sig hjemme, da byen er forvandlet til et Helvede; det Helvede hun har levet i hele sit liv, men som er en ny oplevelse for de fleste andre af byens borgere. Og der kan hun endelig tage en rolig beslutning.

Det er en både skræmmende, morsom, grotesk og interessant historie om, hvordan personer, der afveg blev behandler som vanskabninger på den tid. Historisk interessant, og med en fin personbeskrivelse af den komplekse Sørine, hvor man oplever hendes dobbeltsidethed på fineste vis.,

Jeg havde dog to kritikpunkter. For det første er skriften virkelig lille - jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en bog sat med så lille skrift, og det ødelægger læseoplevelsen en anelse. Derudover forstår jeg ikke, hvorfor man som forsidebillede har valgt Velazquez' berømte maleri Las Meninas. Ganske rigtigt er det fra samme historiske periode, og der er to dværge i opstillingen. Men det er fra det spanske hof - og med Peter den Stores velkendte passion for dværge må der have været mere oplagte muligheder for illustration ville jeg mene?

Peter Fogtdal havde allerede imponeret med mig Lystrejsen - han kan tydeligvis sit kram indenfor historiske romaner!

Alex - Pierre Lemaitre

• Fransk
• 11.-12. august
• 397 sider
• Dansk titel: Alex

Denne franske thriller er sommerens største krimihit på de franske salgslister - og da jeg ikke tidligere havde læst noget af Lemaitre, var det en åbenlys lejlighed til at efterprøve om franskmænd kan skrive gode krimier.

Alle krimiforfattere forsøger at skabe en helt i deres romaner - især, hvis de skal udvikle sig til en serie med den samme politibetjent som hovedperson; hvad der synes at være gængs procedure indenfor denne genre. De skal helst være lige dele sympatiske og usympatiske, og de skal gerne have noget særligt, der adskiller dem fra deres politikolleger, som blot optræder som statister i deres opklaringsarbejde. Der er også tit en ældre betjent eller kollega, som er beskytteren eller faderskikkelsen for de som regel lidt krakilske helte - de er dygtige heltene, men har som regel ry for at være besværlige at arbejde sammen med.

Lemaitres helt er således den lille kommissær Camille Verhaeven, hvis kendetegn er, at han kun er 145 cm høj, og har mistet sin kone i en gidselsag nogle år tidligere. Det bragte ham så meget ud af fatning, at han senere kun har villet arbejde med mordsager - ikke flere forsvundne personer. Der skal være et lig, så han kan analysere baglæns - og ikke forlæns for at finde en person.

Der er Alex; en ung kvinde på 30 år, som ynder at skifte udseende og identitet. Hun køber parykker for at forandre sig, og lever et solitært liv, hvor hun tit skifter arbejdsplads og bopæl. Man fornemmer, at der er en årsag - men hvilken? Hun spiser på sin stamrestaurant - eller den hun har valgt til denne identitet - da hun brutalt bliver overfaldet og kidnappet på vejen hjem. Hun bliver ført til en tom lagerbygning, afklædt, puttet i en kasse og hevet nogle meter over jorden. Hendes kidnapper kommer jævnligt og besøger hende, og tager billeder af hende med sin mobiltelefon - mens han langsomt ser hende dø. Af mangel på mad og drikke, af muskler, der stivner og af psykisk uligevægtighed.

Detaljerne i denne del er grusomme; Alex opdager, at kidnapperen ikke har tænkt sig at dræbe hende. Det skal rotterne, som lokkes til ved det mad han spreder rundt om hende. Beskrivelsen af scenerne mindede mig om American Psycho, som til dato nok er det mest modbydelige, jeg har læst. Det er frastødende, og man føler jo absolut med den stakkels Alex.

Camille bliver mod sin vilje sat på sagen - af faderskikkelsen, den ældre Le Guen, som vil have ham tilbage i sadlen. Men det er svært at finde offeret, når pigen tilsyneladende ikke savnes af nogle, og lever så isoleret. Deres eneste informationer er vidnesbyrd om kidnapningen og billeder af varevognen. Men de finder kidnapperen - og de finder den tomme bygning. Som er tom. Ikke nogen pige. Hun er væk.

Der begynder mysteriet oprigtigt - for hvorfor vil man som offer forsvinde? Plottet er ualmindeligt godt skruet sammen; uigennemskueligt og spændende til sidste side. Så velskrevet, at jeg sagtens kunne finde på at købe hans andre krimier, som forhåbentligt vil blive oversat til dansk - og derfor skal løsningen ikke afsløres her!

Rystet spejl - Søren Ulrik Thomsen

• Dansk
• 9.-10. august
• 56 sider

For kort tid siden fik jeg tilbudt af Gyldendals Forlag at få tilsendt en bog til anmeldelse, så dette kan vel med rette kaldes et sponsoreret indlæg. Men jeg er lidt imod det ordvalg, da kritikken, meningerne og ordene absolut er mine egne og på ingen måde dikteret. Men en bog siger jeg ikke nej til - og da slet ikke de danske, som jeg har så svært ved at få fat på hernede.

Det drejede sig så om en digtsamling! Det er nok den genre, jeg læser absolut mindst - måske har jeg ganske enkelt ikke forstand på det; eller også forventer jeg, at en stor åbenbarelse skal finde sted. Når det vel i virkeligheden bare handler om at nyde ordene og deres sammensætning på samme måde, som jeg ville gøre det i en roman?

Derfor begrænser mit kendskab til digte sig primært til nogle gamle danske og ellers Lamartine og Baudelaire, som jeg til gengæld er vilde med at genlæse. Men 'metoden' er nok lidt den samme for mig; jeg læser et enkelt - ligger bogen lidt fra mig og tager det i små bidder for at få hvert enkelt digt ind separat. Derfor læste jeg denne langsomt over to dage - jeg bladrede lidt tilbage, og nogle genlæste jeg en del gange. Måske i håbet om lyset - men også fordi nogle digte rørte mig mere end andre.

Alle digtene i denne lille samling handler om savn. Afsavn på grund af tid, afstand eller døden. Omslagsbilledet illustrerer glimrende den fornemmelse jeg havde - en lidt midaldrende mand, der med vemod ser tilbage. På tiden, der går - på folk, der af den ene eller den anden grund ikke er der længere.

Jeg brød mig ikke om dem alle - noget moderne poesi går virkelig over mit hovede. Men der var andre, som ramte lige i hjertekulen, fordi vi alle selv har oplevet savn, mismod, tristhed i forskellige gradbøjninger. Og jeg har en filosofi om, at triste digte er de bedste - der, hvor forfatteren kan presse så meget følelse ind i så få ord. Det virker bare mere håbløst end at skrive et lallegladt digt om en sommerdag - i mine øjne.

En meget fin detalje er digterens notater i slutningen af bogen, hvor han skriver, at alle tekster står i gæld til andre tekster. Det er vist en uomtvistelig sandhed, som mange forfattere blot ikke vil erkende. Men der er ordvendinger eller temaer, som markerer en person, og inspirerer dem. Notaterne her giver et fint supplement med lyst til at læse netop disse 'kilder'.

Jeg bliver næppe nogensinde den store digtsamler - men det er også rart at blive udfordret i sine læsevaner. Endelig var den udgivet i deres Pocket-serie, hvis fortrinlige kvalitet, jeg netop havde opdaget. Tak Gyldendal!

La malédiction du Lamantin - Moussa Konaté

• Fransk
• 8. august
• 189 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Efter de seneste læsninger trængte jeg til et sceneskift, og så er en god krimi altid et godt alternativ. Gode krimier er der desværre bare få af - og jeg er kræsen; de danske og svenske er ganske enkelt ikke deres papir værd - men heldigvis findes der andre muligheder. En af disse muligheder er afrikanske krimier, som har den fordel at de samtidig belyser den afrikanske kultur. De gør det endog på den intelligente måde, at det ikke er skrevet for 'den hvide mand';  de er jo først og fremmest skrevet til det afrikanske publikum.

Moussa Konaté er fra Mali, og jeg opdagede ham, da jeg læste den fremragende krimi, som foregik hos Dogon-folket. Denne gang er vi stadig med kommissær Habib og hans unge kollega Sosso, som er det traditionnelle politipar - den unge og den ældre; den kloge og den mindre kloge... men der er ikke meget good cop vs. bad cop. De er begge ret tilforladelige fyre - bortset fra, at de ikke er bekendte med traditionerne og overtroen hos de mange forskellige etniske grupper landet har.

Bozo-stammen er en af de mindre etniske grupper i landet; halvt nomader lever de udelukkende af fiskeri, og flytter sig derfor i takt med vandets bevægelser. Derfor er deres skytsånd selvfølgelig havguden Maa, som til tider personificeres i form af en manat. De sørger for at holde sig på god fod med denne gud - og legenderne går som i alle afrikanske stammer århundreder tilbage og overleveres mundtligt fra en griot til den næste. I den henseende er kulturen jo ikke anderledes end vores gamle eventyrtraditioner - vi er bare så 'fattige', at vi har mistet den mundtlige overlevering.

Habib og Sosso kommer ind i Bozo-miljøet, da stammehøvdingen og en af hans koner findes døde i gården foran deres hytte. Det hedder sig, at det er et lynnedslag og fra alle sider får de at vide, at dette er ikke noget man skal blande sig i. Det vil vække havgudens vrede, og er en intern sag mellem stammen og guden.

Men de to mænd nærer ikke samme ærefrygt for guderne, og ser det først og fremmest som deres tjenestepligt at opklare mordene. Afrikanske krimier er ikke voldelige i samme forstand, vi kender det fra europæiske eller amerikanske. Der er næppe behov for at udpensle blod og indvolde, når man lever i et land, hvor tidlig død er hverdag. Tværtimod beskæftiger de sig med kontrasterne i samfundet - hvid/sort, animisme/islam, fortid/nutid og det er disse psykologiske faktorer, der spiller ind i opklaringen. Denne mordsag viser sig lige som hos Dogon-folket også at have etniske traditionelle motiver; det er nærmest en retur til Homer, når man kommer ind i teksten.

Det er således en anderledes krimi; det var en hurtig lille bog - men interessant, og appetitvækkende. Desværre er der få af disse forfattere, som er en forfriskning også i afrikansk litteratur, som ellers er meget centreret om post-koloniale problemer.

Infrarouge - Nancy Huston

• Fransk
• 6.-7. august
• 309 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
• Bogudfordringen 2012

Nancy Huston er en canadisk forfatter, der lever i Paris og skriver på fransk. Hendes univers drejer i en vis grad rundt om vore skæbner - det var essensen i Skæbnemærket, og det var den røde tråd i Tolv gæster, hvor læseren ved mere end protagonisten og ser, hvordan deres dage ender.

Hendes seneste roman, Infrarouge, er ikke mindre skæbnesvanger og dyster, når man kommer ind under huden på hovedpersonen, Rena. Titlen refererer til hendes fag som fotograf, hvor hun benytter sig af den infrarøde proces til at fremhæve varmeforskellene i motivet. Den symboliserer for mig også hendes eget indre kaos, hvor passionen spiller en altafgørende rolle - desværre styret af en dunkel barndom.

Rena er 45 år gammel, og efter et par ægteskaber med mænd af diverse etniske oprindelser bor hun nu sammen med den meget yngre marokkanske Aziz. Det er 2005, og Paris (og Frankrig) sættes nærmest i brand, da to unge arabiske knallertkørere dræbes ved elektriske stød og bliver roden til et større race- og ghettoopgør. Men Rena, som ellers skulle dække denne historie med Aziz er ikke i Paris. Hun er taget til Firenze for at møde sin canadiske far og hans nye kone; ferien er en fejring af faderens 70-års fødselsdag.

Rena har dog absolut ikke lyst til at tilbringe en uge sammen med de to ældre mennesker, og alle deres små særheder. Hun parlementerer intenst med sin usynlige ven, Subra, som man hurtigt gennemskuer er et nemt anagram for den amerikanske fotograf Diane Arbus. Man har bare ikke usynlige venner som midaldrende, og gennem de tænkte samtaler med Subra lærer man om Renas barndom i et akademisk hjem med en mor med en stor karriere, og en far, der er forsker, men aldrig rigtigt formår at bryde igennem. Et hjem med en jødisk far og en protestantisk mor. Et hjem, hvor faderen - måske i trods over konens professionelle succes - eksperimenterer med såvel utroskab og LSD. Men han drager ret tidligt sin teenagedatter med ind i det - en datter, som i forvejen er blevet seksuelt misbrugt af sin homoseksuelle storebror, som med en overpotent moderbinding har hadet søsteren hele sit liv. Helt galt går det, da faderen tager den store teenagedatter med til London, hvor hun deler seng med sin psykiater - faderens perverterede ven; mens faderen har sin unge elskerinde hos sig.

Rena vokser op til at blive en kvinde der i trods (eller på trods af), udnytter sin feminitet til at forføre. Hun lærer aldrig troskab; selv i sine ægteskaber er hun notorisk utro - det er hendes identitet, og hendes måde at føle selvværd på. Hendes fotoudstillinger er erotiske; hendes tankegang er erotisk - men der er ingen stabilitet eller ro i hendes liv.

Derfor kan hun dårligt holde denne karikatur af en turistferie med familien ud. Hendes lunte er kort - og det hjælper ikke, da Aziz bebrejder hende ikke at stå ved hans side under optøjerne og komme hjem.

Det er utroligt mange emner, også bogens tykkelse taget i betragtning. Huston når omkring emner som omskæring, religion, krig, skyld, narko, sex, åbne ægteskaber, blandede ægteskaber på alle mulige måder. Hun berører det svære emne, det er for en datter at se sin far ældes og nærme sig enden. Hun væmmes på den ene side ved hans forfald, hun skammer sig - og inderst inde vil hun bare væk. Men den uge i Firenze ender uventet for såvel Rena som læseren. En meget stærk roman, som rørte mig på mange punkter - der var episoder, som omend anderledes i kraft og styrke, er universelle og vi alle kan drage lighedspunkter til i vore egne liv.

Huston er en stærk forfatter; men det er bestemt ikke for sarte sjæle!

Det bliver mit bud på emnet Farve i Bogudfordringen 2012, fordi hendes fortolkning af bogens titel er eminent.

Løgnhalsen fra Umbrien - Bjarne Reuter

• Dansk
• 2.-5. august
• 487 sider

Endnu et godt køb fra min sommerferie i Danmark; først og fremmest købte jeg den på grund af en god pris, men jeg blev samtidig positivt overrasket over bogens kvalitet. Jeg synes, at de danske hardbacks er for dyre - især med mit bogforbrug - men Gyldendals Pocket-serie er i en fantasisk kvalitet, et godt format og dejlig at have i hænderne.

Dernæst var der jo erindringerne om Bjarne Reuters børne- og ungdomsbøger - og tvivlen om selvsamme forfatter kunne skrive en bog for voksne, som decideret var til voksne? Det kan han!

Historien er muligvis inspireret af store klassikere - det er alle historier på den ene eller den anden måde, tror jeg. Her finder man lidt Boccacio, lidt Cervantes og lidt overraskende i bogens slutning de Beauvoir. Man fornemmer endelig også, at Reuter som dansker er vokset op med H. C. Andersens eventyr - både Andersens symboler, men også de universelle talkombinationer fra eventyrets verden forekommer mere end en gang.

Historien foregår i den italienske middelalder, hvor fupmageren Giuseppe Pagamino ernærer sig som omrejsende herborist og apoteker, men må spæde til dagen og vejen ved en nebengeschæft som gravrøver. Det leder ham en dag ind i et øde hus i det pestramte Firenze for at lede efter eventuelle glemte værdier. Den eneste, han kommer ud med, er dog drengen Arturo, som han hurtigt kategoriserer som en tåbe - på samme måde som den selvoptagne Don Quijote betragter Sancho som en enfoldig mand. Dog én, som tit har mere visdom end han selv!

De slår følge - men Pagamino jagter de eftertragtede del diavolo lacrima - Djævelens tårer - som er den sidste ingrediens, han mangler til at fremtrylle drikken, der kan garantere ham det evige liv. Middelalderen og den katolske kirke er ikke mildt stemt overfor hekserier, og i Lucca venter hans skæbne ham, da han forsøger at få en negl fra en påstået søn af Satan. Han ender i fængslet, og står selv overfor den sikre død. Men som Arturo har fortalt ham, da de mødtes i Firenze, så er det blevet spået om Pagamino, at:

"...er du ham, som tre gange skal redde dit eget liv, frelse et spædbarn fra druknedøden, møde en pige i live såvel som i dødsriget, opleve pesten i London og Marseille
og sluttelig rejse over oceanet uden at eje andet end en sølvkæde
som blev smedet til en konge, skænket til en emir og stjålet fra en skøge?

Det ér Pagamino, og hele denne eventyrlige historie kommer læseren med på i en temmelig hæsblæsende tur igennem Italien; krydret med forunderlige historier, som taget fra Boccacios fortællinger netop fra pestens tid og iscenesat af det umage par. Man kommer til at holde af den notorisk uærlige Pagamino, som dog er så menneskelig på bunden, at man ikke kan foragte hans gerninger, hans løgne, hans uendelige brokkeri og selvmedlidenhed. For måske har han alligevel fundet nøglen til evigheden?

Eventyr er universelle; dem har middelalderen ikke patent på. Heller ikke på dilemmaet mellem godt og ondt; sort og hvidt - og Reuters personer viser os, at netop de fleste af os indeholder begge sider. Måske vil han ikke kunne skrive en nutidig voksenroman - det vidner den korte epilogs sprog muligvis om, hvis der er nogen kritik - men i denne middelalderlige historie er han velbevandret; også historisk. En smuk historie, som fangede mig i sofaen en hel søndag, hvor langt størstedelen blev læst. Det er et kvalitetstegn!

The 19th Wife - David Ebershoff

• Engelsk
• 30. juli- 1. august
• 606 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
• WWW

The 19th Wife omhandler et emne, som jeg ikke er meget bekendt med og det var derfor en yderst spændende læsning på trods af lave forventninger - nemlig mormoner og polygami.

Historien er den del historier i én; primært følger vi to hovedpersoner. Den ene er den tyveårige Jordan, som er opvokset i den særprægede religion, indtil han seks år tidligere er blevet smidt ud for at have holdt en pige i hånden. Hans mor er faderens nittende hustru - deraf blandt andet titlen på bogen. Jordan har ingen kontakt haft til familien siden han forlod den, og måtte lære at klare sig alene; et liv, der først blev som trækkerdreng på gaden indtil den homoseksuelle Jordan finder et mere stabilt håndværkerjob, og lever en stille tilværelse med sin hund i varevognen, som er hans hjem. Indtil han en dag læser en avisartikel 'hjemme fra', og ser, at faderen er blevet dræbt og, at hans mor er den hovedmistænkte og nu er fængslet. Så tager han bilen og vover sig hjemad.

Parallelt med Jordans moderne historie følger vi den virkelige verdens nittende hustru. Ann Eliza Young er en usædvanlig kvinde for sin tid; født i 1844 som barn af mormonske forældre, der lever i monogami har hun en relativ normal tidlig barndom - indtil faderen bliver opfordret af sektens profet til at gifte sig med endnu en kone. Dette er ikke af kødelig lyst - selvfølgelig ikke!; det er Guds bud for at sikre den fremtidige overlevelse af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som de så pompøst hedder på dansk.

Ann Elizas families historie fortælles igennem hendes egne ord - lettere gendigtede af denne bogs forfatter, men baseret på hendes bog fra 1875, hvor hun fortæller om livet som nittende hustru, som hun også mente at være for den karismatiske mormonleder, Brigham Young, som var 67 år gammel, da de giftede sig. Hun var i realiteten snarere et meget højere nummer, men mændene benytter sig af nummersystem, som kan nedgradere eller slette et nummer, hvis de ikke længere besøger en bestemt hustru om natten.

Ann Elizas historie fortælles ligeledes af Brigham selv, hendes far, hendes bror og hendes søn baseret på samtidige vidnesbyrd. Ann Eliza forlanger nemlig skilsmisse fra Brigham, da hun bliver nedgraderet til fordel for yngre og mere medgørlige kvinder. I 1873 var skilsmisse i sig selv en skandale - men denne historie trak hurtigt overskrifter landet over. Problematikken var ligeledes om der kunne tildeles skilsmisse, når staten ikke anerkendte polygami? Var de så gift - eller var Ann Eliza blot en af omkring halvtreds elskerinder?

Jordans nutidige historie er ikke så forskellig fra vilkårene mere end hundrede år tidligere; børnene opdrages stadig med løgnehistorier om verden udenfor deres lukkede mormonland. Kvinderne tolererer stadig at dele en mand med en bunke af andre koner - og hverken kan eller vil forestille sig et andet liv.

Jordans korte besøg hjemme udvikler sig selvfølgelig. Det bliver et opgør med fortiden og en genforsoning med moderen. Han kommer retur til miljøet og genser såvel koner som ungdomsvenner, og møder andre, der har forladt kirken eller er blevet smidt ud. Selvom historien primært fokuserer på problematikken omkring polygami, så lærer man også en del andre fakta om filosofien i denne sekt. Skræmmende læsning, at den slags stadig kan finde sted i det 21. århundrede.

Bogen blander på en god måde de to levebaner; det kan muligvis være forvirrende for nogle - men jeg synes, at det gav nogle gode paralleller for at konstatere, at intet ændrer sig andet end årstallet. Det er selvfølgelig også forfatterens mulighed for at placere nogle gode cliffhangers - men det fungerer netop fint, fordi den historiske del er lidt mere tør end den dynamiske mordefterforskning, som Jordan indleder.

Selvom denne roman ikke er oversat til dansk, så har Ebershoff pudsigt nok også skrevet en roman om en dansk kvinde, som er oversat. Han er åbenlyst interesseret i skæve kvindeskæbner, og jeg kunne sagtens blive fristet til at læse The Danish Girl også.