Arseniktårnet - Anne B. Ragde

• Dansk
• 16.-18. januar
• 439 sider

Anne Ragdes trilogi Berlinerpoplerne, som har haft en kæmpe succes selv hernede efterhånden, var måske ikke den mest revolutionerende læsning, jeg har læst. Men der var episoder, der var hysterisk morsomme - og det overordnede indtryk var hyggelæsning med en god evne til at beskrive dagligdags situationer og følelser. Dog mener jeg ikke, at hendes bøger er den indbundne udgaves pris værd. Men i lufthavnen på vej hjem fra juleferien i Danmark, fandt jeg den i paperback til en mere fornuftig pris. Det er dog stadig en slags penge for en bog, man læser på tre dage.

Historien starter med Amalie Thalia Thygesens død i Danmark; datteren Ruby og barnebarnet Therese med oldebarnet Stian modtager beskeden i Norge - med absolut blandede følelser. Ruby jubler over og vil hurtigst muligt til København for at 'fejre' det med sin yngre bror Ib. Therese, som er enebarn, er delt mellem kærligheden til mormoderen og loyaliteten til moderen - og der er jo en hel historie, hun muligvis ikke kender.

De rejser til  Amalies hus, hvor de sammen med Ib og dennes kone, Lotte, gennemgår skabene og deler minderne. For Ruby og Ib er det med foragt, had og overlegne vittigheder om moderen - men for Therese er det med vemodighed og minder om stunder med Amalie.

Bogen er opdelt i flere store afsnit, som bevæger sig langsomt bag i tiden. Først er der Rubys barndomserindringer; det er under krigen, hvor hun vokser op med moderen Amalie, som drikker og fortryder sin ødelagte karriere som skuespillerinde og faderen, som er blåmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik - men som faktisk slet ikke er hendes far. Alle moderens frustrationer over livet som husmor går ud over Ruby, som blev barnet, der fik hende ned fra scenen og begyndte nedbrydningen af hendes krop.

Derefter kommer vi yderligere tilbage i tiden - til Amalies mands, Mogens, ungdom og hans bristede drømme. Endnu længere tilbage kommer vi med afsnittene om Mogens barndom i et dystert præstehjem i Jylland og med Amalies barndom på et værtshus i Nordsjælland med en far, der voldtager hende. Det forklarer en del om, hvorfor de to endte som de gjorde - men jeg synes, at den samme indsigt manglede for de øvrige personer.

Ideen er jo tydelig; klargøre, hvad vores rødder får af betydning for vores egen opvækst. Forklare, hvordan "små" begivenheder som en forkastet karrieremulighed kan ændre en livsbane og en livslyst. Men den samme grundighed bliver ikke brugt til at forklare Thereses forhold til sin mor Ruby; det afsnit slutter, da Therese er 4 måneder gammel - og slet ikke til at forklare, hvorfor Therese selv tilsyneladende også er enlig mor. Der er jo sammenhænge - men de forklares ikke.

Marilyn French har skrevet en glimrende og rørende roman om dette moder/datter-mønster; og der er en snert af det i Ragdes roman - men den mangler den sidste finesse. Den kunne faktisk uden problemer have været længere og gået tilsvarende i dybden med Rubys og Thereses livsbaner - i stedet slutter den barsk med et uafklaret forhold mellem Therese og Ruby ved bisættelsen; og det virker desværre en anelse tamt.

Men derudover er der glimrende scener om ganske almindelige mennesker - om Danmark, som det så ud i starten af det 20. århundrede; for pudsigt nok foregår det hele i Danmark. Ragde må have en forkærlighed for at lade sine personer være i Danmark - en del af familien i Berlinerpoplerne boede jo også i København. Der er historier om omrejsende cirkus, om Bibellære i de stærkt indremissionske kredse - og om detaljerne ved malerkunsten som porcelænsmaler. Det var hyggelig læsning, men nuancerne på nogle få af personerne manglede desværre.