Thursday, December 29, 2011

Les âmes grises - Philippe Claudel
























  • Fransk
  • 23.-29. december
  • 280 sider
  • Dansk titel: Grå sjæle
Philippe Claudel har det med at skrive bøger, der stille og roligt afdækker en enorm grusomhed - han gjorde det i den fantastiske Brodecks rapport, og det er samme vinkel han benytter i denne lille men intense krimihistorie, som er alt andet end bare opklaringen af et mord. Ligesom i Brodecks rapport er fortælleren anonym og skriver i første person og på lang tidsafstand af selve episoden.

Historien starter i en lille fransk landsby i december 1917, hvor den lokale værthusholders tiårige datter bliver fundet kvalt på bunden af landsbyens å. Det er under krigens sidste år, og landsbyen er tæt på fronten - og flere og flere desertører færdes i området. Hurtigt bliver to tilfældige desertører da også beskyldt for drabet - men alle disse oplysninger kommer dryssende i fortællerens forklaring, som viser sig at være en form for bekendelse og syndsforladelse.

Han er ikke morderen; men han har været vidne til landsbyens personligheders handlinger - fra de fine borgerlige til klunserdamen Joséphine, som en dag siger til ham, at sjæle ikke er sorte og hvide - men grå. Jeg-fortælleren var landsbyens politibetjent, og en nat efter mordet på den lille pige tilbringer han sammen med Joséphine, som så byens prominente anklager, Destinat, på aftenen for mordet sammen med den lille pige. Han drager afsted til nabobyen, så Joséphine kan aflægge forklaring til dommeren, som principielt har afskrevet sagen med de passende desertører som skyldige.

Han kommer ikke hjem til tiden, og mens han passer sit arbejde forbløder hans gravide kone derhjemme. Fortællingen om den lille piges død blandes sammen med selvmordet på en tilflyttende ung lærerinde - og tabet og skyldfølelsen ved hans egen kones død. Han har brugt de mellemliggende år til dels at finde morderen - uden at ville slæbe ham for en domstol; men for at afklare sine egne skyldsspørgsmål og de dem i forhold til den skyld, personer han har kendt må have følt - hvis de vel at mærke var morderen.

Jeg er meget begejstret for hans underspillede smukke brug af sproget; hans evne til at fortælle en grufuld menneskelig historie, så man ikke får det smidt i hovedet men langsomt drages ind i hans tanker og følelser og i hele landsbyens liv.

Det er absolut en filmatisering af en bog, som jeg gerne vil se - og så skal jeg finde flere bøger af Claudel!

Monday, December 19, 2011

Sauver Ispahan - Jean-Christophe Rufin

























  • Fransk
  • 16.-18. december
  • 644 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Sauver Ispahan er fortsættelsen til L'Abyssin, hvorman genfinder lægen Poncet og hans kone Alix tyve år senere, og langt fra Cairo. Første bind endte, da Poncet kidnappede Alix fra en diligence, som officielt skulle bringe hende til et kloster i Frankrig - men det var selvfølgelig alt sammen aftalt spil. De gemte sig en tid i Skt. Katarina-klosteret i Sinai-ørkenen, men nu tyve år senere bor de i Isfahan i det daværende Persien.

Deres venner - Alix' tjenestepige Françoise og Poncets tidligere partner Juremi - rejste tilbage til Frankrig for at hjælpe deres protestantiske venner mod den franske konges religiøse forfølgelse. Men tingene går - igen - galt, og de ender i Sverige og er så pludselig involveret i en krig mod Rusland. Da Juremi bliver taget til fange af russerne, tager Françoise afsted til hest mod Persien for at finde Poncet - vennen, som skal redde Juremi.

Det er selvfølgelig igen en værre røverhistorie - men af den gode og absolut underholdende slags. Der er intriger i Vatikanet, og skandalen fra Poncets besøg ved Solkongens hof forvikler yderligere alle historierne - hvoraf nogle er bevidste løgne, mens andre er misforståelser udledt af alle disse forskellige versioner af sandheden. Der er intriger i haremet, og krig med elefanter i bedste Hannibal-stil - og så er der beretninger fra Isfahan, så man (hvis ikke det lige lå i Iran) var taget afsted til lufthavnen med det samme.

Rufin kender som tidligere ambassadør diplomatiet og dets koder og sprog - og intriger; han formår i disse to bøger at føre sin moderne viden tilbage til det 18. århundrede med  en fin sans for historiefortælling samtidig.

Jeg fik absolut mere ud af at læse bøgerne nu mere end 10 år senere; fordi jeg i mellemtiden har besøgt langt flere af de steder, han beskriver og de kunstværker og historiske reelle personer, der optræder.

Thursday, December 15, 2011

L'Abyssin - Jean-Christophe Rufin

























  • Fransk
  • 12.-15. december
  • 699 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Rufins første roman købte og læste jeg for første gang i 1999; den kom frem igen under mit sygeleje, da jeg var løbet tør for ulæste bøger jeg var i humør til - og samtidig havde jeg i måneder haft lyst til at genlæse hans lange eventyrlige historie om Jean-Baptiste Poncet.

Jean-Christophe Rufin er en fransk læge, forfatter - og ambassadør; ligesom Kouchner har han haft en alsidig karriere, der dog med enhver franskmands fornemmelse for filosofi gør ham til en imponerende historiefortæller. Ydermere har han været ambassadør for Frankrig i såvel Senegal som Gambia - Senegal står jo mit hjerte nært; men historien foregår i et helt andet område af Afrika!

Den unge Poncet er havnet i Cairo efter en lidt skødesløs tilværelse og uden uddannelse; men han har en god viden om planter og naturmedicin, og bliver hurtigt efterspurgt som læge i byen. Men den franske konsul er ikke af samme opfattelse, da han ingen papirer har. Så komplicerer tingene sig for konsulen, da Ludvig XIV beslutter at sende en emission til Abessinien - i dag kendt som Etiopien - for at omvende dem til katolicismen.

I dag kender vi Etiopien som hjemland for Haile Selassie; som hjemsted for rastafari-religionen opkaldt efter Ras Tafari og mest af alt for sult og nød. Men i 1700 var det et uopdaget farligt land - langt syd for de egyptiske katarakter, og hvor hvide mænd ikke rejste. Især ikke som katolikker. For nok var kejseren ikke muslim - men han ville ikke underlægge sig Paven og den katolske kirke.

Men Poncet forelsker sig i konsulens datter, og beslutter sig for at deltage i en dødsdømt ekspedition til kejseren. Her er der lidt konfusion - eller litterær frihed - for i 1699/1700 hed kejseren Iyasou I selvom Rufin kalder ham for Yesu I. Det er nærliggende og tilgiveligt i en fiktiv roman. De tager altså afsted - og kommer tilbage. Poncet har opnået den diplomatiske fortrolighed med Yesu, og vil nu til Versailles for at blive akkrediteret som ambassadør, så han samtidig kan opnå den borgerlige status, der vil gøre det muligt at fri til Alix.

Selvfølgelig går alt galt i denne historie, der er skrevet som i periodens stil. Der er de gode og de onde; dueller og kampe, jesuitter og kapucinere (datidens store religiøse skisme i Frankrig)... der er diplomati og snyderi - og til tider er der aldrig langt mellem yderpunkterne i alle disse modsætninger. Der er samtidig en fantastisk dosis geografi og historie - og jeg var mere opmærksom ved denne genlæsning tolv år senere, da bogen slutter i det fantastiske Skt. Katarina kloster i Sinai-ørkenen, hvor jeg stod for 18 måneder siden. Det rører mig altid mere at læse om steder, hvor jeg også har været - og måske endnu mere, når disse er uændrede igennem århundreder.

Det er måske også en roman uden de store litterære overraskelser - ingen krumspring i sproget men en god dosis gammeldags ridderroman i moderne format; og det er vellykket også anden gang man læser den. Jeg tror ikke, at Rufin vidste, at denne roman ville indbringe ham en Goncourt-pris - men der kom en efterfølger, som selvfølgelig skal læses nu... og senere har han skrevet andre fantastiske romaner, hvoraf jeg har nogle til gode - heldigvis!

Sunday, December 11, 2011

Brandwashed - Martin Lindstrøm























Martin Lindstrøms seneste marketingbog blev massivt markedsført, da den udkom i efteråret - såmeget, at jeg fik bestilt den hjem inden den nåede de belgiske boghandleres hylder. For det første fordi den i kraft af mit arbejde interesserede mig; for det andet fordi jeg uden tvivl er akkurat så brandwashed, som bogens emne omhandler. For Martin Lindstrøm er jo selv et brand, og som sådan kan hans bøger sælge, inden de udkommer udelukkende baseret på reklame og løftet fra tidligere bøger eller de mange nyhedsbreve man kan modtage fra hans hjemmeside.

Jeg blev uendeligt skuffet må jeg med skam sige! Der er tale om en gang typisk amerikansk bla-bla-bog; hvis man alene fjerner alle hentydninger til - 'det kommer vi tilbage senere' fx, er der sparet nok 2-3 sider! Er det fordi man selv ved, at indholdet er så tyndt, at man konstant skal fastholde læserens interesse og undgå, at han lægger bogen væk?

Mange eksempler er baseret på amerikanske mærker, som udelukkende findes på det amerikanske marked - men det er stadig irrelevant; det mest irriterende er den manglende empiri. Der er oftest tale om eksempler taget fra andres studier, som Lindstrøm blot refererer. Det er altså ikke hans arbejde! Hans fyldtekst - for det betragter jeg den som - er tom snak for at fylde siderne ud. I USA bliver man jo betalt for at skrive ord - ikke kvalitet! Det er igen den gamle sang om, at vi ved faktisk det hele - Lindstrøm sætter det bare i ord. Men i alt for mange gentagende ord og floskler.

Emnet er absolut interessant og stigende relevant; der er tidligere skrevet glimrende bøger om brand marketing, som fx franske Jean Kapferers bøger - de er selvfølgelig mere tekniske og beregnet på en anden og mere professionel målgruppe end Lindstrøms bøger. Deraf måske min frustration over at læse en slags pseudojournalistik uden en eneste teoretisk grafik.

Samtidig er bogen selvfølgelig en personlig markedsføring af Lindstrøm som konsulent for store mærker; men især et eksempel irriterede mig grænseløst. Lindstrøm forklarer sin mission for et russisk firma, der vil lancere en ny vodka i et marked med i forvejen tusindvis af produkter, og med forbrugere, der historisk drikker for meget og for hurtigt. Her transformerer han nærmest sig selv til en Messias, der egenhændigt skulle have fundet hemmeligheden til et kæmpe lands alkoholproblemer - de vil faktisk ikke drikke så meget så hurtigt!!! Men de gør det fordi alle andre gør - men der var ingen, der havde spurgt dem om deres drikkeadfærd før Lindstrøm mirakuløst landede i Moskva eller hvor det var! Det virker totalt useriøst - og ikke mindst så selvforherligende, at det er smagløst!

Konklusionen er, at jeg også faldt i forbrugerfælden - jeg købte et brand; i dette tilfælde Martin Lindstrøm - men totalt uden indhold. Ren indpakning! Og en meget stor skuffelse...

Friday, December 9, 2011

Tintin au Congo de Papa
























  • Fransk
  • 8. december
  • 63 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
I forbindelse med retssagen og den stigende polemik omkring Tintin i Congo, har en belgisk avis udgivet en lille fin bog for at forklare baggrunden og historien bag. Det var årsagen til, at jeg først genlæste albummet for at have det frisk i erindring. Det var utroligt lærerigt!

Retssagen startede i 2007, da en congoleser bosiddende i Belgien, anlagde sag. Han ville have bogen forbudt - eller fjernet eller trykt med en stor fed advarsel udenpå for racistisk indhold. Sagen har nu været ved den belgiske domstol uden held, og er nu trukket videre til menneskerettighederne.

Hvis man ser på de reelle fakta beskrevet i denne bog kan man dog virkelig stille sig selv spørgsmålet om det er løsningen?

For det første skrev Hergé denne serie på bestilling til en avis i 1930; den var lavet efter tidens ånd for at promovere Congo som destination for unge katolske missionærer. I 1946 blev det omskrevet, farvelagt og omstruktureret til et album, som indgik i den stigende række albums med Tintins eventyr. I den forbindelse skete der en del ændringer - blandt andet tales der ikke længere om Belgien, ligesom landet ikke længere nævnes på nær på forsiden. Nu ankommer de blot til Afrika! Da Tintin skal agere skolelærer i den lille missionsskole var det oprindeligt en lektion i Belgiens geografi som deres fædreland, mens det nu er matematik.

Disse elementer er siden blevet fremhævet som racistisk forstærkende; at Hergé ikke blot ville nedgøre congoleserrne men alle af afrikansk afstamning i hele verden. Det er stærke ord, og for mig at se noget ude af proportioner med hensigten bag.

I 1960 blev Congo uafhængigt, og man stoppede salget af albummet på fransk - velvidende at det kunne støde. Men i 1969 genudgav en avis i Zaire (en af Congos midlertidige navne) serien i deres avis. Hvis de kunne gøre det i god tro og uden problemer, kunne forlaget i Europa også mente man, og derfor kom det igen på gaden i 1970.

Tegnere og intellektuelle i Congo udtaler i bogen, at de synes, at det er morsomt - at der for dem er elementer, som minder dem om det morsomme i de hvides opførsel - og det griner de af! Den omvendte verden.

Den berømte næsehornsepisode blev ændret i 1975 under pres fra forlaget Carlsen i Sverige - som vist også udgiver den danske udgave - som mente, at den slags brutalitet overfor dyr var for meget. Men den er forblevet i den franske udgave.

Hele diskussionen virker på mig lidt absurd; jeg kan godt se, at karikaturen er grov - men jeg kan da også gennemskue, at den viser en verdensopfattelse, der var anderledes for 80 år siden, da den oprindeligt blev skrevet. At den - som Hergé selv har udtalt - var en ungdomsfejl; og at den helt sikkert havde været anderledes, hvis han havde sat sine ben i Congo.

Men skal man så også forbyde al anden litteratur eller film, der vidner om jødeforfølgelse fx? Under påskud af, at det kan give ungdommen i dag ideer om at behandle jøder ligesådan? Skal man ikke netop benytte et album som dette til at undervise og lære nye generationer om kolonialismen på godt og ondt? Det er et historisk vidnesbyrd - og man kan ikke udslette historien. Den tankegang er jo i øvrigt helt absurd i mine øjne.

Der er stereotyper - som den dovne afrikaner, der ikke vil arbejde, da toget vælter; men der er også de morsomme stereotyper, som congoleserne selv er stolte af - selvsamme afrikaner i sit meget fine tøj, som inkarnerer den livsstil, som congoleserne selv kalder sapeur, som beskrevet i bogen af den congolesiske forfatter Alain Mabanckou. Jeg kan godt forstå den congolesiske kunstner, som udtaler, at der er grundlag for et godt grin - fra begge sider. Man skal bare huske, at det også skal bruges til eftertanke og udvikling.

Det var et interessant tillæg til debatten- og personligt lærte jeg meget nyt af denne lille bog ved at læse den sammen med selve albummet.

Tintin au Congo - Hergé





I 2007 da det forlød, at dette album kunne blive forbudt - eller i bedste fald totalt omskrevet, skyndte jeg mig at købe det. Der var ikke en advarsel hæftet udenpå, som det nu er tilfældet for bl.a. den engelske udgave. Tilmed er den franske udgave på nogle få punkter tættere på den originale end fx den danske - mere om det!

Ved første øjekast er det tydeligt, at dette er en tidlig tegneserie af Hergé; tegningerne er langt fra så detaljerede og finurlige som i senere albums - og de fleste af de velkendte personnager mangler. Faktisk møder vi kun Tintin og hunden (Milou på fransk), og i den indledende scene ses Dupont & Dupond blot som statister på banegården.

Dette album var bestillingsarbejde som en slags markedsføringskampagne for en katolsk belgisk avis, da Hergé var blot 23 år gammel. Avisen forsøgte at rekruttere folk til at rejse til belgisk Congo for at arbejde; og denne tegneseriestribe skulle være en del af en kampagne, som virker temmelilg moderne. Først annoncerede man afrejsen af Tintin - tilmed samme dag som det rigtige skib afsejlede på dets faste rute mellem Belgien og Congo. Dernæst kom de daglige bulletiner, og da serien var slut fik man en 14-årig udklædt dreng til at møde op på redaktionens balkon. Først senere - efter krigen - blev den samlet til et album, og totalt omskrevet.

Men den store polemik i dag går jo på det racistiske element - mere om det i næste indlæg - og hvorvidt den skal forbydes totalt. Hvis man dog udelukkende skulle dømme den ud fra de efterfølgende albums, så er det nærmest dårligt! En elendig storyline, hurtige skift - blandt andet er det påfaldende så meget jagt, der er, så Tintin kan få sine Big Five-trofæer. Jeg er ikke engang sikker på, at det var muligt i Congo på den tid! Hergé selv havde nemlig som 23-årig aldrig været i landet; han skrev og tegnede ud fra den opfattelse han kunne finde i Belgien. Selvsagt noget indskrænket og nedladende i 1930!

Det franske album adskiller sig stadig fra alle andre landes ved at have en anden scene på side 56 under næsehornsjagten. I den franske udgave bliver næsehornet sprængt i luften med dynamit, mens det i andre udgaver når at flygte ved lyden af et skud. Det er da også rent menneskeligt en mere brutal ung Tintin, man møder her - og uden de sædvanlige små moraler, som findes i senere albums.

Jeg synes ikke, at det skal forbydes - se næste indlæg; men det er heller ikke en perle i Tintin-samlingen. Men det er en del af processen, der gjorde Hergé til den tegner, han senere blev til!

Thursday, December 8, 2011

Marie-Antoinette - Antonia Fraser
























Selvom denne bog oprindeligt er skrevet på engelsk, og blandt andet ligger til baggrund for Sofia Coppolas horribelt overfladiske film om livet ved Versailles-hoffet, så var det for mig et åbenlyst valg at læse den på fransk. I modsætning til den danske kritik var der nemlig af samme grund ingen problemer med dårligt eller inkonsekvent oversatte navne og titler. Det er for mig væsentligt, når jeg læser en biografi fra fransk historie, hvor man er vant til den franske navne og titler.

For der er en hel del at holde styr på i denne lange og tætskrevne bog; de franske har jeg ingen problemer med - men Habsbourg-huset (Marie-Antoinettes mødrene ophav) er en anden historie - og ikke mindst, hvordan hendes søstre og brødre giftes videre ud i Europas kongehuse og fyrstedømmer. Det krævede lidt Wikipedia parallelt - men var dejligt lærerigt!

Jeg har tidligere læst Jean-François Chiappes mere overfladiske biografi fra 1988, samt selvfølgelig Stefan Zweigs mere psykologisk inspirerede værk fra 1933. Frasers biografi tager et lidt andet udgangspunkt, og er under alle omstændigheder et imponerende stykke historisk biografiarbejde. Hendes udgangspunkt er som hun nævner i forordet, at fortælle historien uden at lade sig influere af slutningen - som vi jo alle kender.

Hendes fortælling starter med fødslen og det kan undervejs ikke undlades, at man analyserer hendes beskrivelser som en årsag til det senere fald - den manglende uddannelse som næstsidste (og lidt oversete) barn i en søskendeflok på seksten børn; den katastrofale start på ægteskabet med en ung kronprins (og ret hurtigt konge), som ikke ville opfylde sine pligter i sengen.

Som sagt er der ikke meget nyt i historien - andet end, at den måske er nyere, og dermed har flere ressourcer til rådighed ligesom vi i dag dømmer anderledes end tidligere biografer har gjort. Muligvis er hendes tilgang også anderledes fordi hun er kvinde; hun anskuer uden tvivl Marie-Antoinettes handlinger anderledes end en mandlig fortæller - hvor mange kvinder ville ikke på den tid - og efter den tids normer - være faldet for fristelsen til pynteri og tant og fjas ved et hof, hvor man levede så afskåret fra virkeligheden?
Er man tilmed kun en teenager og adskilt fra sin familie og venner - og et nemt offer for intriger og geskæftige hofpersonnager, der vil indynde sig - så kan man forstå besværligheden ved at finde en rolle, som kunne have reddet kongeriget og undgået revolutionen.

Men det mest groteske i hele denne historie om revolutionen er og forbliver for mig, at franskmændene blot få efter at have kappet en masse hoveder, accepterer en mand, der selv proklamerer sig som kejser og på ingen måde står tilbage for Louis XVI's hofs ødselhed. Om man udsmykker sig selv, sine paladser osv. med liljer eller bier er vel i den henseende ligegyldigt? Tendensen vae præcis den samme - omend hans fald blev en anelse mildere.

Franskmænd er stadig i mine øjne den mest royalistiske republik i verden - og de nærer en oprigtig nostalgi overfor fortidens storhed. De behandler deres folkevalgte præsidenter på en helt anden måde end vi vore statsministre, og der er stadig reminiscenser af kongerøgelse i fransk kultur. Det er svært at dømme entydigt i dag, hvor vidnesbyrd er forfalskede og forældede - men en retfærdig rettergang fik de ikke; og dommen var ikke i relation til forbrydelsen men i relation til folkehadet.

Sunday, December 4, 2011

Habibi - Craig Thompson

























Habibi er intet mindre end breathtaking! En fuldstændig overvældende oplevelse - og et kunstværk af en bog. Jeg er absolut ikke fan af tegneserier, så jeg kiggede lidt undrende, da jeg hentede bogen i den engelske boghandel efter at have vundet den i en konkurrence. For det første er den enorm - stort format, tykt lækkert papir og vejer omkring 2 kilo - ikke den slags bøger, jeg normalt har i tasken! Den måtte da også læses liggende på et bord.

Men derudover opdager man hurtigt, at det ikke er en tegneserie - men en grafisk roman. Den er skrevet og tegnet af en amerikaner, men omdrejningspunktet er Mellemøsten - og hele verden på samme tid.

Det er historien om Dodola - i nogle kulturer kendt som vandets gudinde - der som lille pige bliver giftet bort til en meget ældre mand. Hun bliver fanget og sat på slavemarkedet, hvor hun finder den lille dreng, Zam (eller Cham eller Ham som i Noahs fordømte søn). De lever i mange år på en strandet båd i ørkenen - symbolet for Noahs ark; Dodola får mad fra karavanerne mod seksuelle ydelser, men som Zam vokser op, vækkes hans kødlige lyster for Dodola.

De bliver dog skilt fra hinanden; Dodola ender som kurtisane i sultanens palads, og Zam begiver sig langt om længe til byen for at lede efter hende, da mad og vand er sluppet op på båden. Her bliver han hjulpet af transseksuelle religiøse, og vælger at blive eunuk. Dermed ender han en dag i sultanens palads, og genfinder Dodola - og de slipper væk... men en fysisk kærlighed er jo umulig nu.


Det lyder umiddelbart som en infantil tegneserie om uforløst kærlighed; men det er blot rammen om en langt dybere historie. For det første er der ingen tidsperiode - der er 1.001 nats eventyr og paladser og sultaner; men i ørkenen udenfor paladsets mure er der olieledninger, og den store dam, som afskærer folket fra at få vand. Vand er et gennemgående tema i bogen - som den oprindelige kilde til overlevelse; som et moderne magtmiddel i politik. Men han berører samtidig emner, som slaveri og prostitution i både den gamle men også nye fortolkning; vores moderne verden i Vesten og den tredje verdens elendighed.

Zam - eller Ham - er sort som Noahs søn var det; og som Ham er blevet et symbol for slaveri - og Dodola er hvid og af arabisk afstamning. Det er én af modsætningerne i historien - for alt handler om dualiteten. Om seksuelle lyster i fysisk eller psykisk form - krop eller sjæl; om forurening og renheden i vand. Om kristendom og islam. Om himmel og helvede.


Thompsons historie er baseret på såvel muslimske som kristne beretninger - Noahs ark, Abrahams ofring af sønnen Isak, som afværges - og Moses' udsættelse på floden. Abraham som stamfaderen til både kristendom og islam - og hans to sønner Isak og Ismael, den hvide og den sorte. Historierne fortælles med citater fra såvel Koranen som den bibelske udlægning, men indflettet i romanen, som historier Dodola fortæller den unge Zam.

Samtidig er der vanvittig humor i tegningerne, som i sig selv er rene kunstværker. Tegningen, hvor Noah fortæller dyrene, at de må afholde sig fra sex på arken på grund af pladsmangel, hvorefter man ser et hav af kaniner omkring ham. Det er ikke en pegefingerløftende religiøs fortælling heller - men en universel fortælling om, at de forskelle vi hele tiden håndhæver ikke er der i vores rødder. De er der ikke i den universelle fortælling, der er basis for vores kulturer og vores symboler - de har blot udviklet sig forskelligt; men i virkeligheden er det konstant modsætningerne, der komplementerer hinanden - som Yin og Yang, sort og hvidt, Zam og Dodola!


Thompson benytter sig udover den arabiske kalligrafi, som han mestrer til perfektion, også af figurers symbolværdi - de fire elementer, tal, stjerner og hvordan matematiske figurer har en anden symbolværdi

Tegningerne er en rigdom i sig selv; man kan dårligt forestille sig den tid, det har taget at komme ned i de utrolige detaljer samtidig med, at han behersker sin kulturhistorie - det er både en imponerende tegner og en god historiefortæller.

Den udgave jeg har er i en fantastisk læderindbinding med de små amuletter indsat på forside, bagside og i ryggen, som gør den til et reelt samlerobjekt. En bog, man kan tage frem for blot at beundre tegningerne - eller for at genlæse den både barske, utrolige, rørende, dramatiske, romantiske og realistiske historie om verden ganske enkelt. Virkelig et mesterværk blandt de bøger jeg har læst i 2011.

Saturday, December 3, 2011

Vi kan sove i flyvemaskinen - Ulla Terkelsen

























 Ulla Terkelsen har for mig altid stået som et forbillede af kvindeligt intellekt på samme niveau som Dronning Margrethe; iøvrigt synes jeg, at der er mange lighedspunkter mellem de to - uden at de jo direkte kan sammenlignes. Men de er begge stærke kvinder; ekstremt intelligente og måske ikke med det mest feminine yndige ydre - men med en enorm karisma og med ordet i deres magt.

Jeg fik tilsendt Ulla Terkelsens bog i fødselsdagsgave, og det er efterhånden sjældent, at jeg læser danske bøger - af naturlige årsager. Måske var det en kombination af eftervirkningerne af narkosen i torsdags og deraf følgende sentimentalitet, men jeg græd flere gange i løbet af denne læsning.

Ulla Terkelsen er præcist som mit billede af hende - og så meget mere; en stærk kvinde, som på mange måder har valgt utraditionelle veje. Som at blive skilt (to gange) og efterlade sønnen mest til faderen. At have en kæreste - Jørgen Grunnet - som hun ikke levede med i dagligdagen; og som døde mens hun var ude i verden for at dække en stor begivenhed... Obamas indsætning som præsident. Mange vil nok betegne det som meget kynisk - men de har sikkert haft deres overensstemmelse om det; og når man læser bogen får man en opfattelse af denne umådeligt stærke og selvstændige kvinde.

Jeg tror bestemt ikke, at det er uden omkostninger - som hun selv giver udtryk for da hendes eneste søn befinder sig i New York den 11. september, og hun ikke kan komme i kontakt med ham. Det er mere et kald - at rejse ud i verden og være der for at fortælle os andre om det. Men som hun selv understreger, så er det journalistikken, der er vigtigst - ikke de personlige følelser, når man står midt i brændpunkterne.

Alligevel fik bogen tårerne frem hos mig, da hun beskriver Polens optagelse i EU i 2004; i forholdet til familien ikke mindst da moderen er på plejehjem, og hun 'bekvemmeligt' er langt væk. Jeg blev begejstret over hendes beskrivelser af rejser og forhold til bestemte byer og lande - som Paris, Berlin, Irland og Polen. Ikke New York fordi jeg aldrig vil kunne tage noget fra det land eller den by seriøst eller interessant - men hun er en eventyrer i sjælen. Som hun beskriver synet af togskinnerne som barn - "eventyr var mulige'. Den filosofi passer mig!

Det er en hudløs bog, og derfor rørte den mig; jeg slugte den jo! Jeg kunne have læst meget mere - for som hun skriver i starten om en kompliment hun fik af en veninde: "Hun har mange gode historier at fortælle."
Jeg var overrasker over hendes tro - men på den positive måde; en bevægelighed følelsesmæssigt - en nyysgerrighed overfor Bibelen (bogen over alle) kombineret med kærligheden til kunst. Det er endnu et træk, der for mig understreger hendes lighed med Dronningen - spiritualiteten og intelligensen, og det faktum, at man kan tro i dag uden at være ignorant.

Jeg synes måske, at hun kunne have valgt en anden titel - denne virker for overfladisk til indholdet...men det er muligvis ikke hendes valg alene.

Det var også slutningen for mig på Bogudfordringen 2011. Jeg har gennemført dem alle - men det var jeg faktisk ikke i tvivl om. Jeg ved blot ikke, om det reelt har bibragt mig noget - udfordringer, jeg ikke selv kunne opstille? Og opdateringen og interaktiviteten på Bogudfordringens blog har været minimal. Det burde ikke tage nærmest en måned at opdatere tælleren - ej heller at finde et system, så man får opdateret sin tæller, hvis man uheldigvis er ude at rejse. Ideen var muligvis interessant - men ikke helt gennemført desværre.

Les hauts plateaux - Lieve Joris

























  • Fransk
  • 29. november - 3. december
  • 135 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat
Mange dage om en lille bog - men der kom lige en operation med fuld narkose og deraf følgende mathed imellem! Og muligvis også en snert af manglende begejstring.

En hel del år efter hendes første rejse til Congo, som beskrevet i den første bog jeg læste af hende, tager Lieve Joris tilbage til Congos østlige grænse - i højlandet ved Tanganiyaka-søen, og grænserne til Burundi og Rwanda. Hun vil gå turen til fods fra sletterne og ned - en fem uger lang tur med guider og lokale bærere; hvilket nok var det første element, der generede mig. Som forfatter og menneske gjorde hun i sin første bog meget ud af at reparere kolonialisternes magtdemonstrationer - for derefter at hyre lokale til at bære sin kuffert. For hun rejser oven i købet med en Samsonite-kuffert, som næppe egner sig til den slags udflugter... ikke engang en dertil indrettet rygsæk!

Desuden syntes jeg, at det lugtede for meget af lette penge - når man skriver en roman på 135 sider for at fortælle om sin ferie... så er det beregnende. Kvaliteten er desværre også derefter - der er ganske enkelt ikke kød på det. Jeg kunne uden tvivl have skrevet en lignende roman om mine rejser til Senegal - men da jeg ikke allerede har et navn, ville det ikke sælge! Men det skurrer i mine ører, og jeg kom aldrig rigtigt til at holde af hendes fortælling.

Måske får hun en chance til - måske ikke. Men der skal altså være mere gods i!